Fortsæt til indhold

Klitgårdshave: 246 nye lejeboliger i Risskov

Boligområde skyder op på hjørnet af Vejlby Centervej og Skejbyvej i Risskov

Samfund
Jeppe Rafn

Boligprojektet Klitgårdshave i Risskov nærmer sig sin afslutning, og der er for alvor ved at komme liv i området, der tidligere husede en Rudolf Steiner Skole og er afgrænset af Vejlby Centervej, Skejbyvej og Kamma Klitgårds Gade.

Klitgårdshave består af 246 lejeboliger på 64-87 kvadratmeter (2- og 3- værelseslejligheder) samt fire rækkehuse.

”Før coronakrisen var det som om, der var en opbremsning i udlejningsmarkedet, men lige nu er der en voldsom efterspørgsel, og der er kommet liv i mange af lejlighederne,” fortæller Ole Byriel, afdelingsdirektør i Domis.

Domis varetager boligprojektet fra ejerselskabet Ejendomsselskabet Skejbyvej 1, der ejes af Klaus Nieland, Steffen Ejdrup og Claus Hommelhoff – sidstnævnte er hovedaktionær i Domis. Trekløveret købte for nogle år siden Rudolf Steiner Skolen og stiftede Ejendomsselskabet Skejbyvej 1 og udlejede bygningerne til skolen, der siden er lukket.

Klitgårdshave grænser op til den ligeledes nye bydel Skejbyen, som bliver udviklet af A. Enggaard og består af næsten 700 lejeboliger.

Dagligvarebutik

Ifølge lokalplanen er der mulighed for at etablere en dagligvarebutik, og det er planen at bygge et supermarked i stueetagen i Klitgårdshave i krydset ved Skejbyvej og Vejlby Centervej.

”Der er godt nok Skejby Centret og Veri Centret i nærheden, men med næsten 1.000 lejligheder giver det god mening med en dagligvarebutik i bebyggelsen. Vi prøver altid at tænke i helheder og på, hvad der har værdi for området,” siger Ole Byriel.

Det er dog endnu ikke lykkedes at finde en operatør, der ønsker at drive dagligvarebutik i området. Eventuelle operatører har ifølge Ole Byriel været lidt betænkelige ved kundernes tilkørselsforhold.

”Vi har spurgt nogle forskellige, men nok gjort det for tidligt i processen. Nu shiner området, og butikken bliver mega synlig og nem at køre til, så jeg er overbevist om, at vi nok skal finde en operatør. Vi taler med flere forskellige, og jeg føler faktisk først nu, vi har en vare at vise frem,” siger Ole Byriel.

Vellykket bebyggelse

Han er i det hele taget meget tilfreds med boligprojektet og hele området, som er udviklet sammen med A. Enggaard, der som nævnt står for på Skejbyen.

”Jeg synes, det er en meget vellykket arkitektonisk bebyggelse, der kvalitetsmæssigt adskiller sig meget fra ældre lejligheder i området, særligt energimæssigt. Det koster ufatteligt lidt at varme lejlighederne op, og de er godt ventilerede. Det er bare en fornøjelse at træde ind i nye boliger, og de har alle adgang til egen terrasse eller altan.”

Klitgårdshave vil efter planen være helt færdig ved årsskiftet. Boligerne bliver udlejet af Home i Åbyhøj og koster ifølge ejendomsmæglerens hjemmeside 7.699 – 9.999 kroner om måneden plus forbrug i husleje.