Stilheden er en mangelvare
Foreningen ”Vi Elsker Stilhed” fylder fem år. Formanden, Ilse Sand, bor i Lading
Foreningen ”Vi Elsker Stilhed” blev stiftet i 2011 af psykoterapeut, teolog og forfatter Ilse Sand, der bor på Kirkevej i Lading. Foreningen har bl.a. indstiftet en stilhedspris. Flere blev nominerede. Medlemmerne stemte, og prisen blev tildelt DSB for deres stillekupé.
”Vi håber, at andre kunne få lyst til at gå i samme spor. Det kunne være dejligt, hvis det også blev muligt at vælge sin lejlighed i en ”stille-opgang”, hvor retten til at feste og støje var stærkt begrænset,” siger stifteren, Ilse Sand.
Troede ikke på den
I programmet ”Netværket på P1”var foreningen til diskussion ved starten. Panelet var enig om, at ”livet larmer”, og foreningen blev sammenlignet med en patientforening og spået, at den højest ville få 3-400 medlemmer. Den har nu 1083!
Behov for at vælge fra
Ilse Sand siger: ”I dag må man finde sig i høj musik mange steder, f.eks. når man går i butikker. Og man kan let blive opfattet som sur, hvis man beder en anden om at skrue ned for mobilsamtalen eller festen. Men flere og flere mennesker ønsker at kunne vælge hvilke lyde, de vil være omgivet af. Behovet er voksende for miljøer uden unødvendig, menneskeskabt støj."