Fortsæt til indhold

Favrskov Dramaskole åbner til september

På rekordtid er foreningen Favrskov Dramaskole kommet op at stå her i ferien. Foreningen oplever stor interesse for at deltage

Samfund
Christina S. Johansen

Teater 10 dage. Så kort tid tog det denne sommer, fra Anders Wadsholt lagde den første "føler" ud i Facebook-grupper i Hammel, Hadsten og Hinnerup, til at Favrskov Dramaskole var en realitet med en fem personer stor bestyrelse, vedtægter, cvr-nummer, to afholdte bestyrelsesmøder og 175 interesserede medlemmer af dramaskolens egen facebook-side.

"Det må jo tyde på, at det her har manglet - og det synes jeg også altid, at det har," siger bestyrelsesmedlem Laila Guldhammer Gulev og fortsætter:

"Der er drøn på lige nu, men det gør heller ikke noget. For mit vedkommende er der ferie, så jeg har tiden til at lægge kræfterne i det, og vi skal bare have gang i det her!"

"Ja, det hele er lidt manisk lige nu," tilføjer idémand Anders Wadsholt, før endnu et bestyrelsesmedlem, Anne-Charlotte Buhl Kjær, supplerer:

"Men det er jo også det, der gør det spændende at være med i. Og begejstringen fra alle er stor. Mange vil bare gerne vide, hvor hurtigt, de kan komme i gang."

Professionel tilgang

Tanken er, at de første hold begynder allerede til september i kommunens tre største byer Hadsten, Hinnerup og Hammel.

Der vil være undervisning hver uge, præcis som hvis man skulle til fodboldtræning.

Slutteligt på hver sæson vil eleverne fremføre en forestilling, som alle byernes borgere inviteres til at se.

Det tog ikke mange minutter at sætte hele bestyrelsen og dennes børn i gang med en lille teater-øvelse. Foto: CSJ

Kan man forvente, at det bliver lige så godt som eksempelvis på Aarhus Teater?

"Ork, det bliver bedre," siger Anne-Charlotte Buhl Kjær med et smil.

I hvert fald er tilgangen til undervisningen professionel, som den ville være det på et stort teater.

"Det synes jeg, at vi skylder børnene, når de nu investerer deres fritid i det," siger Anders Wadsholt, som selv vil være en af underviserne.

Ud over scenekanten

Hvor mange hold, det ender med at blive til, er endnu ikke på plads. Den umiddelbare tanke er at lave aldersinddeling fra 2.-4.-klasse, 4.-6.-klasse og 7.-9.-klasse. Men det kan også ske, at der kommer hold for gymnasie-alderen og måske endda voksne.

Skulle interessen desuden vise sig at være stor uden for de tre største byer, er det heller ikke utænkeligt, at der med tiden kan oprettes hold her.

Bestyrelsens egen børneflok er interesserede i drama. Foto: CSJ

"Hvad håber I, at jeres børn får ud af at deltage?" Spørger Anders Wadsholt de andre bestyrelsesmedlemmer, hvoraf alle, undtagen 17-årige Mia Dannesboe, har børn, som gerne vil gå til drama.

"Jeg håber, at eksempelvis min datter vil lære at lægge lidt af genertheden væk og blive bedre til at performe," svarer Laila Guldhammer Gulev, og Anne-Charlotte Buhl Kjær fortsætter:

"Og det kan man jo tage med over i skolen og med ud i andre dele af livet."

Uanset hvad skal deltagerne have lysten til at sætte sig selv i spil.

"Så er det vores opgave som undervisere at give dem nogle redskaber til at kunne komme ud over scenekanten, uanset hvad de kommer med af potentiale. Vi arbejder med det potentiale, der er."

Vil man følge opstarten af dramaskolen kan man finde Favrskov Dramaskole på Facebook.