Mus fanget af hund i Kvickly
Fem tilfælde af rotter er anmeldt til kommunen i området ved Lilleåen siden februar 2018. En mus blev fanget i mandags
Hadsten I går (tirsdag) kunne vi fortælle om en enkelt rotte, der blev fanget i Netto i Hadsten, og at der angiveligt var meldt om flere rotter i området.
Men hos Favrskov Kommune kender man ikke til deciderede rotteproblemer i området Ågade, Stationsstræde, Østergade og Evald Tangs Alle.
Siden februar 2018 er der registreret fem anmeldelser af rotter i området. Fire udendørs og én indendørs, fortæller Henriette Halgaard Rasmussen, sekretariatschef i Job og Økonomi, samt chef for Borgerservice.
"Der er ingen åbne sager overhovedet i området. Hvis der var, ville vi naturligvis samarbejde med Favrskov Forsyning om at kigge på det," forklarer Henriette Halgaard Rasmussen.
Kommunen registrerer kun anmeldelser fra private, mens firmaer med egne skadedyrs-ordninger ikke indberettes.
Både Netto og Kvickly har deres egne skadedyrsbekæmpere og derfor tæller den førnævnte rotte i Netto ikke med i de fem anmeldelser.
Mus fanget af hund
Hos Kvickly i Hadsten har man ikke haft rotter så længe varehuschefen kan huske.
"Vi har kun haft få problemer med mus, fortæller varehuschef Thomas Rolighed Andersen.
Mandag hoppede en mus op af en brødkasse, der var ved at blive leveret til butikken.
"Da den sidste brødkasse er ved at blive samlet op, springer en mus ud af kassen. Vi får tilkaldt vores skadesdyrsbekæmper og lukker butikken kortvarigt. Skadedyrsbekæmperens hund finder halsbåndsmusen og vi åbner igen efter to timer. Hele aktionen med at finde musen har taget en time og et kvarter," genfortæller varehuschefen.