Generalforsamling med store emner og en opsang
Landboforeningen Kronjylland fik som vanligt afholdt generalforsamling med hygge og skarpe holdninger
FORENINGSLIV Torsdag den 11. juni holdt Landboforeningen Kronjylland sin generalforsamling i Velas-huset i Søften.
Beder-sag
I sin beretning kom formand Christian Jensen ind på Beder-sagen, som har fyldt meget i landboforeningens arbejde det sidste år.
Landbrug & Fødevarer har på vegne af ni lodsejere fra Beder stævnet Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i maj sidste år gav Aarhus Kommune medhold i et påbud om, at lodsejerne ikke må behandle deres marker med pesticider.
"I Danmark har vi nogle helt klare regler for, hvordan vi skal bruge pesticider, så vores grundvand ikke bliver truet. De regler kan kommunerne afvige fra, hvis der er helt særlige forhold, der kræver det. Det, mener vi ikke, der er her, og derfor følger vi sagen helt til dørs. Vi har klaget, og vi bliver ved," understregede formand Christian Jensen.
Nitratindhold i vandet
En anden lokal sag, Christian Jensen kom ind på, var samarbejdet med Randers Kommune, hvor der politisk er et ønske om at sænke grænseværdien for nitrat i drikkevandet. Der er der på nuværende tidspunkt ikke grundlag for ud fra en sundhedsfaglig vurdering. Det må arbejdes videre på.
Landbrugspakken
I beretningen kom formanden også med en opfordring til sine medlemmer.
"Når det er juleaften, får vi gaver. Sokker og lommetørklæder tager vi i brug med det samme, men vi får ikke lige samlet vejrstationen. Den er lidt mere besværlig at gå til, selv om den er nyttig og funktionel. På samme måde har vi haft det med Landbrugspakken, som vi fik foræret for fire år siden. Vi var lykkelige, da vi fik ekstra kvælstof, men den anden del af pakken - skovrejsning, minivådområder og vådområder - vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre ved. Den har vi ikke fået pakket ordentligt ud endnu. Vi er nødt til at tage imod hele pakken, for ellers tager de den tilbage igen. Der er masser af potentiale for at lave miniområder, så gå nu hjem, og kig på det," opfordrede Christian Jensen på generalforsamlingen.