Fortsæt til indhold

Grønt lys for Golf og Wellness-planen i Haar

Der er gået syv år siden planerne første gang blev præsenteret

Samfund
Erling Baastrup

Det er syv år siden, planerne om at bygge Favrskov Golf- og Wellness Resort blev præsenteret. Først nu er de færdigbehandlet.
Det var tilbage i 2007, at Nikolaj Per Schøler fra Haar ved Hinnerup præsenterede sine planer om et stort center for golf og wellness i det flotte naturområde ned til Lilleåen.

Fredningsnævnet sagde ja

Sagen tog lang tid med at komme igennem fredningsnævnet, men afgørelsen var klar: Planerne var ok.
Favrskov Byråd stemte med stort flertal for en udarbejdet lokalplan for projektet
Så kom Danmarks Naturfredning på banen og klagede over fredningsnævnets afgørelse. Det skete til Natur- og Miljøklagenævnet i 2012.

Sidste afgørelse

Svaret på den klage er nu kommet. Miljøklagenævnet har ikke givet DN medhold i klage over Favrskov Golf og Wellness-center.
Klagen var indgivet omkring den miljøvurdering og VVM-undersøgelse, lå til grund for kommune- og lokalplanerne for det store hotelområde med golf og wellness.

Afgørelsen konstaterer, at kommunen har foretaget de overvejelser, der kræves i denne rapport, og at DNs klage alene handler om nogle vurderinger af typen ”smag og behag”, som DN så bare er uenig i.
DN mener ikke, det kun er et spørgsmål om ”smag og behag”.
"I DN Favrskov er vi naturligvis ærgerlige over, at vi ikke har fået medhold, og vi undrer os over at Natur- og Miljøklagenævnet ikke har villet tage stilling til kvaliteten af de vurderinger, der lå i rapporten. Vi mener at landskabet vil blive markant ændret, da byggeriet ikke kan skjules, hvilket ingen har bestridt. Når man i miljøvurderingen beskriver det som en positiv ting i forhold til landskabet, mener vi det er fagligt uforsvarligt. Vi finder det problematisk, hvis det nu er praksis, at en kommune kan skrive hvad som helst i en miljørapport, blot man bruger de rigtige overskrifter," Siger Alfred Borg fra DN. Samtidig glæder det ham, at DN har fået en del ændringer igennem.

Reaktionen fra Nikolaj Per Schøler fortæller vi om i en anden historie. Følg linket.