Fortsæt til indhold

Glæde over shelter til liv og død

Onsdag blev et nyt shelter indviet på Skæring Plejecenter. Her kan beboere nyde livet helt til det sidste

Samfund
Trille Skøtt-Jensen

Indvielse Da Helen G. Hermansen for to et halvt år siden tiltrådte som forstander på Skæring Plejecenter, satte hun sig for at tale med hver enkelt beboer om, hvad de manglede.

"Rigtig mange af dem fortalte, at vi jo har sådan en flot have her - men de kom bare aldrig ud i den," fortæller forstanderen.

Hun er meget optaget af udelivet, og hvad det gør for livskvaliteten også sidst i livet.

"Luft, lys og det at mærke temperaturen, det har en helbredende virkning, og det er så vigtigt, at vi får lov at bevare kontakten til naturen, også når vi er blevet gamle og ikke kan komme ud af sengen," fortæller Helen G. Hermansen til Lokalavisen.

Onsdag var der indvielse i et nyt stort shelter, der står i den skønne have. Shelteret måler 4x3 meter og er 2 en halv meter højt. Det er stort nok til, at to plejesenge kan der stå der. Det er også dækket i siderne, så her kan man sidde - eller ligge - i læ for vind og regn og i læ for skarp sol.

Hospice inspirerede

Ideen til shelteret har Helen G. Hermansen med sig fra sit forrige job på Søholm Plejecenter.

"Der kunne jeg se over til hospice Søholm, og jeg kunne se, hvordan de kørte deres patienter ud i haven, selvom de lå i sengen. Det kunne jeg ønske for vores beboere. At komme ud er jo noget alle gjorde, inden de kom på plejehjem," fortæller Helen G. Hermansen.

Derfor kan shelteret bruges til alle, også selvom man er sengeliggende. Og vil man gerne tilbringe sin sidste tid i dette liv i shelteret, så er der også være plads til det. Der er plads til at dø i shelteret.

Shelteret kan også give en anden god virkning for beboerne.

"Der kan man sidde uden at blive set, og kigge ud på naturen, haven, bålpladsen og det liv, der er. I en hverdag, hvor andre holder øje med en, der kan det være rart med lidt privat," siger forstanderen.

Ved indvielsen onsdag var det borgere i kørestole, der fandt læ i shelteret. Og rundt om bålpladsen sad beboere, personale og pårørende. De fik serveret lidt at drikke og varme popcorn, der var ristet over det åbne bål.

Shelteret et til brug for beboerne på Skæring Plejecenter. Og så er der aftale med byens spejdere om, at de må bruge det også. Det giver liv til stor glæde for beboerne.