Fortsæt til indhold

Den eventyrlige Bjerre Skov

I denne sommerserie kan du blive klogere på ni fredede områder i Favrskov Kommune

Samfund
Arkiv

Natur Bjerre Skov ligger lige på grænsen til Randers Kommune på nordskråningen af den 131 m høje Lysnetbakke - 10 km sydvest for Randers. Den stive og altid fugtige lerjord har vanskeliggjort og forsinket landbrugsudviklingen og langt op i 1900-tallet fandtes her overdrev med opsigtsvækkende arter.

Den sydlige del er en mosaik af skov og åbent land med landskabstræk, der rækker flere hundrede år tilbage i historien. Den nordlige del af området er landbrugsjord.

Glemt og eventyrlig

Fredningens småskove kan mange steder synes glemte og eventyrlige. De består af blandet løvskov - størstedelen af skovarealet domineres af el eller ask - og har i århundrede været drevet som stævningsskove, der er en meget lysåben lavskov. En del af de gamle skove er dog erstattet af nåletræsbeplantninger og området præges af stærke jagtinteresser.

De lysåbne dele af Bjerre Skov rummer om foråret en stor flora med hvid anemone , blå anemone, fladkravet og storblomstret kodriver og hylster-guldstjerne. Om sommeren dominerer almindelig mjødurt.

Plastisk ler brugt af Leca

Kernen i Lysnetbakken, med den fredede Bjerre Skov liggende på nordskråningen, består af plastisk ler. Få kilometer øst for Bjerre Skov ligger råstofgrave med det tilhørende fabriksanlæg Leca, hvor man gennem artier har udnyttet plastisk ler til fremstilling af 'Leca-nødder”.

Fredningen af Bjerre Skov blev en realitet i maj 1986. Fredningssagen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening med henblik på at bevare et enestående kuperet landskab med mosaik af græsgange, agerjord og småskove med en betydelig andel af stævningsskov.

Området er 166 hektar stort og privatejet - fordelt på 25 lodsejere.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening