'Det er fint nok de tjekker, om vores forhold er ok'
Jonathan fik besøg af Jobpatruljen i sidste uge, mens han var på arbejde i Føtex i Bloms
HK Østjyllands Jobpatrulje tog i sidste uge en tur op og ned ad Adelgade for at tjekke forholdene for unge med fritidsjob, og en af dem, der fik besøg, var 17-årige Jonathan Mikkelsen, der er kassemedarbejder i Føtex i Skanderborg.
“Jeg har godt nok ikke hørt om Jobpatruljen før, men jeg synes det er fint nok, at de tjekker vores arbejdsforhold,” fortæller han, efter at to af Jobpatruljens frivillige, Mads Sørensen og William Normann, har interviewet ham.
Selv er han ganske godt tilfreds med jobbet, som han har haft i knap et år, og forholdene her er der heller ikke noget at sætte en finger på, understreger Mads Sørensen.
Jobpatruljen spørger blandt andet ind til, om de unge kender deres rettigheder.
“Næh, der er ikke rigtig nogen, der har fortalt mig om dem,” svarer Jonathan, men han synes nu heller ikke, der er noget at være hverken utryg over eller få ondt i ryggen af, ved det arbejde, han har nu.
“Vi spørger ind til, om de unge får de pauser, de har krav på, om de har en kontrakt og får lønsedler, og om de arbejder flere timer, end de må. Og så spørger vi særligt ind til, om de har tunge løft og om de føler sig trygge,” forklarer Mads Sørensen.
“Det er tit tunge løft, der er et problem. Det ser vi mange overtrædelser af. De unge må maksimalt løfte 12 kilo og skubbe 250 kilo. Mange unge bliver overraskede over, at de ikke må løfte mere, og nogen tager det heller ikke helt alvorligt,” konstaterer William Normann.
Både han og Mads Sørensen har valgt at bruge sommeren som frivillige i Jobpatruljen.
“Det gør vi, fordi vi synes, det er vigtigt, at der bliver holdt øje med, at unge ikke udnyttes, og at deres arbejdsforhold er i orden,” siger de.