Favrskovs to svømmeklubber ryddede podiet
Svømning HOG Svømning genvandt i weekenden i overbevisende stil DGI Østjyllands Holdturnering og denne gang med et endnu større forspring end i 2018.
Samtidig vandt HGF Dolphins andenpladsen i holdturneringen, hvilket er det bedste resultat nogensinde for Hammel-holdet. Det medfører, at svømmeklubberne i Favrskov Kommune har sat et kraftigt aftryk på turneringen ved at besætte både første- og andenpladsen ud af de ti deltagende klubber fra Østjylland.
DGI Østjyllands Holdturnering strækker sig over fire heldagsstævner med deltagere fra hele Østjylland.
HOG Svømning har ført turneringen klart siden første stævne i oktober. Ved lørdagens stævne i Randers blev HOG’s føring yderligere udbygget. HGF Dolphins leverede en flot slutspurt ved fjerde holdturnering, hvor holdet overhalede Neptun Randers, som derved blev henvist til tredjepladsen.