VisitUdkantsDanmark.dk - nyt tilbud fra Stillingvirksomheden Go'on.
Nyt site fra brændstofselskabet Go'on kan blive danskernes nye turistguide til det ukendte Danmark
stilling VisitUdkantsDanmark.dk er danskernes nye turistguide til det ukendte Danmark. Den nye hjemmeside vil gennem sommeren guide danskerne rundt i deres eget land til små hemmelige områder, som de hidtil ikke anede eksisterede. Samtidig skal kampagnen sparke gang i det lokale Danmark igen efter Corona-nedlukningen.
Mange kender alle følelsen af at have opdaget en lille perle, som alle de andre turister ikke havde opdaget på ferien. Det kan være en lille lokal restaurant nede i en sidegade, vingården som en af de lokale viste dig hen til eller et tilfældigt møde med en lokal, som guidede dig til et smukt uspoleret naturområde.
Det er de oplevelser, som visitudkantsdanmark.dk skal give danskerne, når de i år skal holde ferie herhjemme i Danmark. Og de bedste til at finde et lokalområdes perler er selvfølgelig; de lokale.
Derfor er jagten nu gået ind på at finde lokale borgere, som vil afsløre deres områdes mest interessante steder, og dermed give danskere på ferie i Danmark eller rettere i de dele af Danmark, som nogle kalder Udkantsdanmark, nogle helt særlige oplevelser denne sommer.
Lokale ildsjæle
Kampagnen er igangsat af det danske brændstofselskab Go’on, som i flere år har hyldet lokale ildsjæle i en årlig konkurrence, hvor man kan indstille og stemme på Årets Lokale Ildsjæl.
"Ideen om at lave VisitUdkantsdanmark.dk opstod på et tidspunkt, hvor vi egentlig havde droppet alt om, at skulle afholde konkurrencen i år. Men det gav alligevel ikke mening for os at aflyse en hyldest af de lokale ildsjæle, for de arbejder jo videre i kulissen, selv om rigtig meget har været i dvale de seneste måneder. Så kombinationen af at vise yderområderne i Danmark frem og samtidig med, at vi kan sætte fokus på de mange ildsjæle, det gav god mening. Derfor blev visitudkantsdanmark.dk født," forklarer Mick Kjær, adm. direktør i Go'on.
At det lige præcis er Go'on, der er afsender af Danmarks nye turistguide for yderområderne, er ikke tilfældig. De har i deres forholdsvise korte levetid etableret en solid forretning på at etablere tankstationer i de områder af Danmark, som de store multinationale brændstofselskaber er flygtet fra. Og dermed har de skabt lokal erhvervsudvikling i de mindre byer.
Fremmer turismen
Hos Landdistrikternes Fællesråd er man begejstret for Go’ons nye initiativ, og formand Steffen Damsgaard kalder projektet for banebrydende.
"Alle os der til daglig færdes i de skønne yderområder i Danmark, vi ved jo godt, hvor de lokale perler findes, men der bor 4 mio. danskere i de store byer, og hvor vil det være skønt at kunne guide dem ud i nogle mikro turist hotspots, som de ikke kendte i forvejen. Derfor håber jeg, at rigtig mange danskere vil melde deres lokale turistperle ind på siden, så vi kan få skabt mere turisme og erhvervsudvikling i nogle af de områder af Danmark, som hidtil ikke har været kendt for turisme, men som sprudler af gode oplevelser og liv," siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd,der selv arbejder med at fremme turisme i landdistrikterne, f.eks. står de bag Ø-passet, som guider turister rundt til de danske øer.
Man kan allerede nu melde sit yndlingssted ind på siden, så resten af Danmark kan besøge det. Det behøver ikke være en officiel seværdighed fra turistbrochuren – det kan også være en fantastisk udsigt, et godt sted at fiske eller en hyggelig gårdcafé langt ude på landet.
mj