Fortsæt til indhold

Kro solgt: Fra stegt flæsk til lejligheder

Samfund
Claus Sonne

Det er slut med stegt flæsk med persillesovs i Frederik II's kro på Adelgade. Fremover kommer bygningen nemlig til at huse to lejligheder, der hver bliver på 114 m2.

Det fortæller den i Aarhus bosiddende Paul Christen Bredahl, der via sit holdingselskab Global Business Plan ApS har købt den bevaringsværdige, men ikke fredede, bygning.

"Bygningen bliver bevaret, men den får 'en omgang' med blandt andet nye tagrender og vinduer, så den kommer til at stå skarpt i bybilledet," forklarer Paul Christen Bredahl, der er gået i gang med at sætte lejlighederne i stand på indersiden også.

"Der mangler lige en endelig godkendelse fra kommunen, men den regner jeg bestemt med at få ret hurtigt," siger han og tilføjer, at han har et udmærket kendskab til Skanderborg.

"Mine forældre har boet i byen i de seneste fem år, så jeg kommer regelmæssigt i byen og syntes, at kroen var et spændende projekt," lyder det fra den nye kroejer.