Fortsæt til indhold

Ny SuperBrugsen med madpakker og vinsmagning

25-årige Lars Christensen tager nyt koncept med til helt nyt supermarked

Samfund
Camilla Olesen

Der skal smøres madpakker til børnene, og de voksne skal smage på vin.
Den 25-årige uddeler Lars Christensen tager helt nye ideer med til SuperBrugsen, der åbner i Kolt-Hasselager onsdag 12. januar. Ombygningen har længe været i fuld gang, og nu er han sammen med resten af personalet klar til at tage imod kunderne, der kan forvente et anderledes liv i supermarkedet, end de har været vant til tidligere.
"Jeg vil lave nogle oplevelser for at trække folk til. Det skal være byens butik, og lokalbefolkningen skal handle her," fortæller Lars Christensen, der sidder midt i ombygningsrodet, en uge inden supermarkedet åbner.

Events for store og små

Han kommer fra Kvickly i Ry, hvor han har haft stor succes med at give kunderne andet end blot gode tilbud på fødevarer.
"Op til jul kom børnene med en julesok i Ry, og sidste søndag i advent kunne de så hente den fyldt med slik. Det er blot én af de mange ting, vi har lavet for kunderne, og dem vil jeg tage med hertil," siger den unge købmand og fortsætter:
"Min filosofi er, at vi skal skille os ud ved for eksempel at lave events, og der vil komme noget både til store og små."
Selv om han åbner dørene til den nye butik onsdag 12. januar, er det først 3. februar den helt store åbning finder sted. Til den tid vil kunderne også have mulighed for at handle friskbagt brød og kager hos bageren, der åbner i SuperBrugsen.