Fortsæt til indhold

Det ligner grønt lys fra Christiansborg til Stilling Station

Nu burde det være sikkert og vist, stationen i Stilling genåbner

Samfund
Claus Sonne

En genåbning af stationen i Stilling er kommet tættere på via forhandlinger i forligskredsen bag aftalen om 'Bedre og billigere kollektiv trafik', (S, Ø, RV og SF - men ikke længere DF, der er trådt ud).

Forligskredsen har besluttet, at arbejdet med at etablere Stilling Station fortsætter uændret

Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger således følgende til Lokalavisen Favrskov, der har kontaktet ministeren i forbindelse med, at station i Laurbjerg bliver nedprioriteret.

"Forligskredsen har besluttet, at arbejdet med at etablere Stilling Station fortsætter uændret. For det første viser prognosen for antallet af passagerer, at en station i Stilling har større et potentiale end i Laurbjerg. Men endnu vigtigere, så vurderer forligskredsen, at der ved Stilling er et interessant vækstpotentiale som følge af den igangværende byudvikling og forventningerne til en vækst i antallet af arbejdspladser."

Borgmester Frands Fischer (S) kalder udmeldingen for positiv.

"Jeg kan ikke se udmeldingen anderledes, end at Stilling Station står foran en genåbning. Der er selvfølgelig stadig et spørgsmål om finasieringen, men vi sætter penge af i vores budget til projektet med en klar forventning om, at de skal bruges," siger Frands Fischer.