Fortsæt til indhold

Krav om mundbind i al offentlig transport i Aarhus

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indfører krav om mundbind i al offentlig transport i Aarhus

Samfund
Arkiv

Aarhus har de seneste dage været særlig ramt af covid-19. Alene denne uge er der registreret 150 smittede i Aarhus Kommune, og det får nu sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at indføre et krav om mundbind i al offentlig transport i Aarhus. Det sker som en del af en række tiltag, der skal få smittespredningen under kontrol, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”Udviklingen i Aarhus Kommune kalder på konsekvent handling. Derfor sætter vi massivt ind med lokale tiltag, så udviklingen kan vendes. Der er tale om en målrettet lokal indsats, og jeg opfordrer alle i Aarhus til at følge anbefalingerne,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

Statens Serum Institut vurderer, at situationen i Aarhus er bekymrende, fordi der er tegn på mange mindre, geografisk spredte udbrud.

”Der er i øjeblikket øget spredning af COVID-19 i samfundet. Særligt i Aarhus er der grund til bekymring og yderste agtpågivenhed hos alle. Udviklingen gør, at der nu iværksættes yderligere tiltag, så udbruddet i hele kommunen kommer under kontrol. Det er altså lige nu, i dag, at vi alle skal tage ansvar og tilpasse vores adfærd til den alvorlige situation, vi står i,” siger overlæge Anette Lykke Petri, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i pressemeddelelsen.

Fredag indfører Styrelsen for Patientsikkerhed i samarbejde med Aarhus Kommune ti yderligere tiltag, som er vurderet nødvendige i indsatsen for at få udbruddet i Aarhus under kontrol. Tiltagene vil foreløbigt gælde de næste 14 dage.

Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), har desuden en kraftig opfordring til aarhusianerne:

”Det er nu, det gælder! Situationen med det stigende smittetryk i Aarhus er særdeles alvorlig og kræver opmærksomhed og handling fra os alle. Jeg skal derfor opfordre til, at alle borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger m.v. følger de nye anvisninger og anbefalinger, vi har aftalt med de statslige myndigheder. Enhver har et ansvar i kampen mod corona-epidemien. Kun ved en stærk, fælles indsats kan vi begrænse smitten!”

jwh