"Hjælp os nu"
Dyreinternatet 'The Voice of Pets', der ligger i Tranbjerg, er konkurstruet
"Inden jul er kassen tom," sådan lyder det indledningsvis i en pressemeddelelse fra Jesper Søderberg, direktør hos The Voice of Pets/Dansk Dyreværn Århus.
Og meldingen er alvorlig, for finder dyreinternatet i Tranbjerg ikke penge, så går det konkurs. Siden 1948 har det kunnet leve af arv fra gavmilde danskere, men gaver i form af arv kommer sjældent, og nu beder internatet kommunen om hjælp.
"Det er på ingen måde en 'overskudsforretning' at drive et internat. I mere end 70 år har vi selv fundet midlerne, men samfundet har ændret sig, og vi kan ikke længere holde os oven vande. I alle årene har vi ingen støtte modtaget fra kommunen, selvom vi har varetaget mange samfundsvigtige opgaver, derfor beder vi borgmester Jacob Bundsgaard om hjælp nu," lyder det fra Jesper Søderberg i pressemeddelelsen.
Internatet har de senere år oplevet et kæmpe pres på ressourcerne, da antallet af indleverede kæledyr ifølge pressemeddelelsen stiger og stiger. For eksempel har internatet fra 2017 til dato modtaget knap 2.300 katte. De seneste par år har endda budt på et decideret katteboom, og alene i august i år modtog internatet 98 katte.
"The Voice of Pets kan ikke klare opgaven alene. Derfor kontaktede vi i sidste uge borgmester Jacob Bundsgaard, men vi har intet hørt fra ham. Dyrenes velfærd er selvfølgelig en top prioritet for os, og mon ikke det også gælder for rigtig mange aarhusianere," siger Jesper Søderberg.
Udover kommunal støtte håber The Voice of Pets, at andre, så som private og virksomheder vil hjælpe økonomisk, så Danmarks næststørste by fortsat har et internat, både nu og i fremtiden.
"Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Vi trykker på alle knapper for at indhente økonomiske midler til at overleve nu og her. Samtidig er vi i gang med at opbygge indtægtsgivende virksomhed, så vi på sigt har et solidt økonomisk fundament. Ja, det er fremtiden, men vi har lige det her store hul i pengetanken, vi skal have fyldt op, inden vi kan tænke på fremtiden. Det bliver et forfærdeligt tab for Aarhus, og jeg tør slet ikke tænke på standarden af dyrevelfærd i kommunen, hvis internatet lukker," siger Jesper Søderberg.
jwh