Fortsæt til indhold

Politiet opretter stort hotspot i Aarhus

Aarhus' store gå-i-byen-steder er blevet hotspot

Samfund
Arkiv

For at forhindre at smitten spreder sig i nattelivet, hvor mange forsamles, opretter Østjyllands Politi nu hotspots i bymidten i Aarhus. Nærmere omkring Åboulevarden, Store- og Lilletorv, Pustervig og Skolegade.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Det samme har man gjort i Randers. Det betyder, at politiet har ekstra tilsyn med områderne og hurtigt vil kunne udstede forbud om at opholde sig på stedet, hvis for mange mennesker samles. Baggrunden er, at antallet af coronasmittede er blusset op på landsplan.

"Vi vil gøre, alt vi kan fra politiets side for, at antallet af smittede ikke stiger voldsomt igen i Østjylland, og derfor holder vi ekstra godt øje med nattelivet, hvor vi ved, at mange samles. Vi er bekymrede for, at folk glemmer retningslinjer og den sunde fornuft, når stemningen er høj, og der er alkohol i blodet. Derfor vil vi den kommende tid have ekstra patruljer ude foran restaurationerne i Randers og Aarhus," siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Hotspotsene indføres med virkning fra torsdag kl. 17.00, og Østjyllands Politi er i samarbejde med de to kommuner i gang med at sætte skilte op, der advarer om, at politiet kan indføre opholdsforbud på stedet.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) bakker op.

"Der kan hurtigt samles mange mennesker i midtbyen, og jeg håber, at både de unge og alle vi andre tænker os om og ikke forsamler os i samme område, når vi går i byen. Det er vigtigt, at vi holder fast og husker de gode vaner med afstand og håndsprit– også, når vi mødes i festligt lag," siger han.

dp