Fortsæt til indhold

Godt samarbejde mellem folkekirken og skolerne er vigtigt

Her kan du læse denne uges præsteklumme, som er skrevet af Lise Thorbøll Melchiorsen, sognepræst i Hadsten Storpastorat

Samfund
Lise Thorbøll Melchiorsen, sognepræst i Hadsten Storpastorat

præsteklumme På et lille, hyggeligt kontor i Randers indre by, har to lærere, en teolog og en administrativ medarbejder til huse. De er Folkekirken i Favrskovs skoletjeneste, og har nu i over 25 år haft til opgave at udvikle og tilbyde undervisningsprojekter til alle Folkeskolens klassetrin. Dette samarbejde driver vi i Favrskov provsti sammen med provstierne i Randers og Hobro-Mariager.

Og hvorfor gør vi så det?

Den moderne Folkekirke har, ud over sin opgave med at forkynde, også en stor og vigtig rolle som formidlere af vores kulturarv. Denne arv består blandt andet af et sprog og en verden af begreber, som vi alle har brug for, når vi skal tale om centrale emner som samfund, etik og identitet. Derfor er det så utrolig vigtigt for Folkekirken, at vi har et godt samarbejde med vores lokale skoler, så vi netop kan tilbyde lærerne at gøre brug af den viden og den historie, som kirkerne repræsenterer. Derfor har vi vores skoletjeneste, som hvert år udbyder en lang række undervisningsforløb samt kurser og workshops for elever og lærere, for dermed at støtte dem i at undervise i det vigtige fag, som kristendomskundskaben er.

Materialet, der bliver udbudt, er ikke forkyndende, og projekterne der udbydes omhandler de emner, som en lærer i forvejen skal ind på med sine elever. På den måde kan en lærer bruge skoletjenestens materiale direkte i sin undervisning, og alle elever kan være med.

I Folkeskolens formåls-paragraf om faget kristendomskundskab står der blandt andet (omskrevet):

- Eleven skal lære at forstå den religiøse dimensions betydning og livsopfattelse hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.

- Eleven skal lære om kristendommens historiske og nutidige sammenhæng samt om de bibelske fortællinger og deres betydning for værdigrundlaget i vores kulturkreds.

- Eleven skal kunne bruge disse kompetencer i forbindelse med personlig stillingtagen, medansvar og handling i et demokratisk samfund.

En gennemsnitlig elev i Folkeskolen vil sammenlagt modtage 300 timers undervisning i faget i løbet af sin skoletid, og der er, som man kan se, meget, der skal læres. Meget, der skal tages stilling til. Det ønsker vi som Folkekirke at hjælpe med til.

Hvert år udarbejder skoletjenesten derfor en årsplan, som sendes ud til skolerne. Lærerne kan frit og kvit tilmelde sine elever, og skoletjenesten sørger for, at alle skoler i Favrskov har lige mulighed for at deltage i de projekter de ønsker, uanset om et projekt foregår i eks. Ulstrup eller Hinnerup eller på museum i Randers. Projekterne består ud over et undervisningsmateriale ofte også af en kreativ del, et kirkebesøg eller måske en koncert eller en teaterforestilling. Skoletjenesten arbejder ofte sammen med andre kulturinstitutioner i projekterne; det kan være naturtjenester, museer, teatre, musikere og selvfølgelig den lokale kirke.

Fra den nye årsplan, som skolerne allerede er begyndt at melde sig til, kan nævnes nogle af de spændende projekter:

- ”Det sære og det svære” (1. til 4. klasse) Et projekt om billedbøger, der tager livtag med de store spørgsmål, som børn også stiller. Spørgsmål om liv og død, ensomhed og identitet. I projektet kædes de sammen med paralleltekster fra Bibelen

- ”Escape Room – på sporet af den kristne kulturarv”, hvor eleverne blandt andet skal på besøg i kirken, hvor de udfordres med gåder, koder, skjulte meddelelser og hængelåse, der skal åbnes for at komme ud. For 5. til 6. klasse

- ”Går det hele ad helvede til?”, et projekt om frygt og håb for 7. til 10. klasse. Hvordan forholder vi os til den frygt for fremtiden, som synes at være allestedsnærværende i nyheder, litteratur, film og samfund? Og hvilken betydning kan det at have håb have for vores liv og de udfordringer vi møder?

Skoletjenestens arbejde er altså et forsøg på at holde samtalen i gang mellem kirken og skolen – og dermed kirken og samfundet, og vi møder i arbejdet en stor opbakning og tilslutning. Her, få uger inde i det nye skoleår, har 67 procent af klasserne i Favrskov allerede skrevet sig op til at deltage i projekterne, og samarbejdet er et godt eksempel på, hvad Folkekirken også er.

For mere information om Folkekirkens Skoletjeneste for Randers, Favrskov og Hobro-Mariager: www.fusr.dk hvor man også kan kigge i den spændende årsplan.