Cowboys i Favrskov dyster som i Det Vilde Vesten
Ridning I weekenden 11. og 12. maj er rideklubben Natural Western Riders (NWR) i Solkær vært for Ranch Team Challenge. Adressen er Grønnevej 4, Solkær, 8382 Hinnerup.
"Stævnet er noget af det tætteste, man kommer på arbejdet med kvæg i det vilde vesten og er tilpasset danske forhold og tilsat et konkurrenceelement. Så der bliver ikke noget med at lægge rigtige kalve ned og binde benene sammen på dem. Det bruges der i stedet for en dummy til, som bliver trukket på en slæde. Det er også kun dummyen, der brændemærkes," skriver Natural Western Riders i en pressemeddelelse.
Det levende kvæg skal til gengæld sorteres, pilles ud af flokken og drives i små folde samt igennem en anlagt bane. Der er i alt seks discipliner, som holdene på tre ryttere skal igennem. Fire discipliner er med kvæg, en fartdisciplin, hvor posten skal bringes ud, og en forhindringsbane hvor der skal forceres låger, bakker, broer, slæbes vandspande og andre ting fra hesteryg. Alle klasser rides på tid og kan tillægges eller fratrækkes tid på grund af godt eller skidt arbejde/teamwork. Der er fri entré og mad og drikke kan købes.