Fortsæt til indhold

Kaj i Voldum efter 40 år: Da værkstedets flag ikke kunne mere, var det tid til at gå på pension

Voldum Auto har 1. juni skiftet ejerskab, men beholder mekanikeren gennem 22 år som leder

Samfund
Michael Wulff

"Jeg sad her og kiggede ud på vores flag, der begyndte at ligne en udskiftning. Så overvejede jeg min egen situation og fandt ud af, at 1. juni skulle værkstedet være solgt - eller lukkes."

65-årige Kaj Jensen har haft Voldum Auto siden 1978. I 40 år har han og hans mekanikere serviceret bilister, som har lagt ruten ind omkring værkstedet på Dalsbrovej i Voldum mellem Randers og Aarhus, når bilen gav mislyd.

Kaj Jensen, Tommy Brask og lærlingen Simon.

"Vi skal handle lokalt"

1. juni 2018 overtog de nye ejere stedet - og Kaj Jensen gik hjem til privaten i nærheden for at holde fri efter de mange år i førersædet.

"Det er to veletablerede værksteder - Bavnevejens Auto i Mellerup og Bjerregrav Auto ved Randers - som satser på al det moderne teknologi, der er nødvendigt i dag for at tjekke bilerne. Det passer meget godt med den udvikling, vi selv har haft her i Voldum, og som Tommy (Brask, mekaniker og nu værkstedsleder, red) har været med i gennem de 22 år, han har været her."

Derfor ser Kaj Jensen - eller Kaj Voldum, som han kaldes i brancheforeningen, hvor han har været i bestyrelsen gennem mange år - lyst på fremtiden for det lokale værksted.

"Vi er selvfølgelig afhængige af, at folk bruger os, præcis som med vores købmand her i Voldum. Vi skal handle lokalt, ellers går det ikke."

Kaj Jensen, den nye daglige leder men kendte mekaniker Tommy Brask og lærlingen Simon, der er udlært næste år. Foto: Michael Wulff

Kravlede op på køleren

Kaj Jensen føler sig som indfødt, men det ved han godt dybest set, at han ikke er.

"Min far kom her til byen i 1956, da jeg var tre år gammel. Han havde tankstation og autoværksted på Voldum Rudvej nummer 3, hvor der i dag er frisør," fortæller Kaj.

Han har været med hele vejen, og da han blev en større dreng, fik han lov at tanke bilerne. Der var service på tankstationen dengang.

"Når der så kom en Ford T ind og skulle fyldes op, så kravlede jeg op på køleren for at sætte studsen i. Tankdækslet sad jo der ovenpå."

Uno-X har haft benzintank hos Voldum Auto. Tanken er lukket, men værkstedet kan servicere alle former for problemer med de moderne biler. Foto: Michael Wulff

Værkstedet på Dalsbrovej har tidligere også været Uno-X tank. Nu er det kun værkstedet, der fungerer.

Lærlingen Simon står med hovedet nede i motoren på en kundes bil.

"Hvor er Tommy," spørger jeg.

"Inde i bilen," lyder svaret.

"Det er vores gamle skoleleders bil. Han bor i Aarhus, men han kører stadig herud for at få serviceret bilen," siger Tommy Brask, som dukker frem bag instrumentbrættet.

"Jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville fortsætte driften af værkstedet. Vores nye ejere er meget fremsynede," siger Tommy Brask.

Kajs fremtid

Nu skal Kaj Jensen vænne sig til tilværelsen som pensionist.

”Hvis jeg får problemer med tiden, så spørger jeg i børnehaven fx, om de vil have lidt hjælp. Jeg skal nok finde på noget.”

Kaj Jensens hustru, Else, har stadig som regnskabskyndig et par år tilbage på arbejdsmarkedet.