Flere smittet til kurdisk bryllup i Aarhus
Personer fra Sønderborg smittet til kurdisk bryllup i Aarhus
Et kurdisk bryllup i Aarhus har fået Sønderborg på Sundhedsstyrelsens røde liste over coronasmittede. Nogle af gæsterne kom fra Sønderborg og blev smittet med covid-19, hvilket i de seneste dage har været med til øge smittetallet i den sønderjyske by.
"Den røde tråd i smitteudviklingen i Sønderborg er denne ene begivenhed, som Styrelsen for Patientsikkerhed har gjort os opmærksom på. Så nu målretter vi indsatsen i det kurdiske miljø for at sikre, at ikke flere bliver smittede," siger Sønderborg Kommunes sundhedschef Michael Skriver Hansen til jv.dk.
I Aarhus Kommune er der i det seneste døgn registreret 59 nye covid-19 tilfælde. Det er det største tal siden midten af august, hvor Aarhus var hårdt ramt af coronavirus.
Lokalavisen har været i kontakt med Aarhus Kommune og spurgt, om det kurdiske bryllup også har givet anledning til øget smittespredning i Aarhus, hvor brylluppet foregik.
Borgmesterens afdeling oplyser, at kommunen ikke har modtaget underretninger i relation til et kurdisk bryllup.
jr