Skiltning for røgfri adgangsforhold rulles ud
Nye skilte ved haller og idrætsfaciliteter skal minde brugerne om at undlade tobaksrygning ved indgangene. Målet er at gøre rygning mindre synligt for de mange – især børn og unge - der færdes i idræts- og foreningsmiljøet.
De nye skilte bliver sat op i starten af september for at understøtte Skanderborg Kommunes standard for røgfri miljøer. Standarden blev vedtaget ad byrådet i foråret 2019 og rummer ud over røgfri adgangsforhold til kommunale haller og kommunalt støttede idrætsfaciliteter også røgfri skoletid og røgfri arbejdstid.
"Med skiltningen der understøtter røgfri adgangsforhold vil vi gerne være med til at beskytte børn og unge mod passiv rygning og samtidig gøre rygning mindre synligt, så de unge ikke fristes til at begynde at ryge. Lige nu er der 40 børn og unge under 18 år, der begynder at ryge hver dag, men målet er en røgfri generation i 2030," udtaler Tage Nielsen, formand for Kultur- Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune.
En venlig henstilling frem for forbud Skiltene der skal understøtte røgfri adgangsforhold, er udformet med teksten 'Tak fordi du ikke ryger ved indgangen'. Dermed er skiltene ikke udtryk for et egentlig forbud men blot en venlig henstilling til at slukke cigaretten eller ryge et mindre synligt sted.
mj