20 nye glatførestationer på vej
Skanderborg Kommune opstiller 20 nye målestationer, der skal give besked om is og store mængder vand på vejen.
Glatte veje udgør en alvorlig risiko i trafikken. Derfor placerer Skanderborg Kommune i samarbejde med HedeDanmark nu 20 nye glatførestationer, der skal 'sladre' om vejrforholdene på udvalgte vejstrækninger.
I forvejen har Skanderborg Kommune tre målestationer, der indsamler viden om vind og vejr på vejene, og med de nye målere kan kommunen lave endnu bedre glatførebekæmpelse, fortæller Daniel Skov Nielsen, der er ingeniør i kommunens afdeling for veje og trafik:
"Vi får større viden om de lokale vejrforhold, og mere data giver os bedre muligheder for at planlægge vores indsats på vejene. Vi kan for eksempel salte mere præcist om vinteren og på den måde både spare penge og undgå unødvendig oversaltning, der belaster miljøet," forklarer Daniel Skov Nielsen.
Glatførestationerne kan både måle lufttemperatur, luftfugtighed og temperaturer på vejbanen. De nye stationer er også udstyret med regnvandsmålere, som kan give større viden om eksempelvis lokale skybrud, der kan udgøre en risiko på vejene.
Skanderborg Kommune er i samarbejde med en klimatolog netop nu i gang med at finde placeringerne til de nye glatførestationer. Stationerne skal tages i brug til vinter.
mj