Kop & Kande genåbner på Strøget i Aarhus
Kop & Kande på Strøget (Søndergade) i Aarhus genåbner torsdag 8. oktober, efter butikken har været lukket siden juni.
Det var egentlig meningen, at butikken skulle flytte, og der blev afholdt 'flyttesalg', men efter en snak med butiksudlejeren viste det sig muligt at gennemføre en større ombygning, så Kop & Kande kunne blive på den attraktive adresse.
"Vi har valgt at renovere hele butikken på en gang, så vi har en Kop & Kande butik, der fremstår moderne og kundevenlig og samtidig er et dejligt sted at arbejde for de 10 ansatte. Vi er meget glade for, at planerne faldt på plads, så vi kunne blive på Strøget, som nok er den bedste beliggenhed, vi kan få. Her kommer masser af mennesker hver dag, og her er mulighed for at vise, hvad vi kan tilbyde, så endnu flere får øje på os," fortæller butikkens ejer Niels Dahl-Nielsen og butikschef Julie Ilsøe i en pressemeddelelse fra Kop & Kande.
Butikken er ombygget, udvidet og renoveret og er nu på 390 kvadratmeter plus 150 kvadratmeter kælder. Der er samtidig etableret indgang fra Telefontorvet, som gør det lettere at besøge butikken.
jr
Fakta
Kop & Kande har 105 butikker i Danmark, 1 på Færøerne, 1 på Island og 2 på Grønland
Niels Dahl-Nielsen ejer fire af kædens butikker
Kop & Kande har hovedkontor på Grenåvej i Skødstrup