Fortsæt til indhold

Iværksættere bytter dine haveæbler til cider

Æblerne må gerne være grimme og have skurv

Samfund
Arkiv

Hinnerup Hvert år ligger der i omegnen af 5 mio. kilo æbler og rådner rundt omkring i de danske haver. Det svarer til 200 store lastbiler fyldt med spiseklare æbler. Derfor vil DeliDrop, Aarhus, i samarbejde med ciderproducenten Decideret Cider starte en indsamling af æbler fra haverne - og lave æblecider af lokale haveæbler. Æblerne kan indleveres hos Skafferiet, Jernbanegade 1, Hinnerup, i perioden 5.-18. oktober – og i retur udleveres lækker cider produceret af lokale æbler til haveejerne.

"For mange haveejere er det ofte en sur pligt at plukke eller samle æbler op, og rigtig ofte går de bare til spilde. Danmark har måske verdens bedste æbler, og derfor har vi valgt at angribe madspildet med et både sjovt og bæredygtigt initiativ, som strækker sig ind i efterårsferien," fortæller Inge Müller, co-founder af DeliDrop, i en pressemeddelelse.

Overskudsæblerne må gerne være grimme og have skurv, men de må ikke være rådne eller sprøjtede. Æblerne skal leveres i kasser af pap eller træ - æbler i poser afvises. For hver 20 kilo æbler kvitterer DeliDrop og Decideret Cider med en flaske 'Decideret Aarhusiansk' 75 cl produceret af de haveejernes æbler. Cideren udleveres til haveejerne omkring februar/marts.

gs