Fortsæt til indhold

Sportsplads i Hylke skal have en overhaling

Hylke skal forskønnes, mener byens borgere. Nu går jagten blandt andet ind på penge til et federe område på sportspladsen

Samfund
Christina S. Johansen

Hylke I Hylke drømmer de stort lige nu. Byen ønsker nemlig blandt andet at forny stedets sportsareal.

Hvis planerne bliver realiseret, vil der ved siden af tennishuset fremover være en stor legeplads med et madpakkehus og en stor terrasse med grill. Ligesom tennishuset skal ud

vides. Desuden har byens borgere, blandt mange idéer, stemt en skaterbane ind "i puljen".

Det nye område skal være indbydende og hænge sammen blandt andet ved at lave en ny cykelsti ned igennem området.

"Det skal være byens nye centrum. Her skal summe af liv, og hækken rundt om skal klippes ned, så man altid kan se herned," siger Tina Sønderskov, der er tovholder i den frivillige gruppe, som hedder Team Forskøn Hylke.

"Vi vil skabe et område, som er interessant for alle, for at skabe et bredt fællesskab på tværs af aldre," fortsætter hun.

Nu skal pengene findes

Første skridt for Team Forskøn Hylke er at få udarbejdet en professionel skitse og få indhentet priser.

Desuden skal der arbejdes for at finde tilsagn om støtte fra andre interessenter. Derefter vil teamet søge Landsbypuljen i Skanderborg Kommune 1. november. Om nødvendigt vil gruppen også søge fonde.

"Det kendetegner Hylke, at vi er gode til at få ting op at stå. I Hylke kan alt lade sig gøre - også selvom det undervejs kan være op ad bakke," siger Aase Forbech, som også er med i Team Forskøn Hylke.

Tiltrækker nye borgere

Team Forskøn Hylke udsprang af et stormøde i det tidlige forår, hvor det blev diskuteret, hvad der skal ske i byen.

"Vi vil gerne blive ved med at kunne tiltrække nye folk til byen. For at skolen og købmanden kan blive ved at løbe rundt, er vi jo afhængige af, at der kommer nye folk til - eksempelvis børnefamilier. Vi har før prøvet at stå uden købmand. Det var ikke sjovt, for her var intet liv. Det var en ren spøgelsesby," siger Tina Sønderskov.

For et par uger siden holdt Team Forskøn Hylke så en skitsecafé , hvor 10 borgere, meget bredt repræsenteret, deltog. Her blev idéerne konkretiseret, og der blev lavet en grov-skitse.

Forud var en masse idéer lagt ud til afstemning på Landsbyen Hylkes Facebook-side. Så hele byen kunne føle sig involveret, og så teamet havde en idé om, hvor interessen er størst.