Fortsæt til indhold

Retningslinjer for kommunens anvisning af børn ændres

Søskendefordel er øverst på kommunens kriterieliste

Samfund
Claus Sonne

Der er blevet ændret på rækkefølgen af de kriterier, som den kommunale pladsanvisning skal benytte, når der tildeles pladser til børn. Det er sket via en byrådsbeslutning.

Listen over prioriterede kriterier ser nu således ud:

1. Søskendefordel:

Søskende skal som minimum have tre sammenhængende måneders indmeldelse i dagtilbuddet sammen.

2. Børn der allerede er i tilbud:

Overflytninger, således at dem der ikke har fået 1. prioritet imødekommes.

3. Børn med særlige behov:

Vurderes af visitationsudvalget. Visitation sker til tilbudstype (dagpleje eller børnehus) og ikke til konkrete tilbud.

4. Forældrenes prioriteter:

Opskrivning på konkrete ventelister til den enkelte dagplejer eller det enkelte børnehus/børnehave.

5. Garantidato:

Fastsættes af Pladsanvisningen og vil som udgangspunkt være ligestillet med behovsdato, såfremt opskrivning ligger mere end tre måneder frem i tiden. Sker opskrivningen med kortere frist end tre måneder, bliver garantidatoen fastsat af Pladsanvisningen til tre måneder fra opskrivningsdatoen til den 1. eller 16. i måneden. Tidligere var det børn med særlige behov, der var øverst på kriterielisten.

Blandt andre ændringer kan nævnes, at tilflyttere fremover skal dokumentere en forestående tilflytning til Skanderborg Kommune i form af eksempelvis lejekontrakt eller købsaftale, hvis de vil have skrevet et barn på ventelisten og dermed få en garantidato for, hvornår deres barn får en plads.

Ændringen sker for at forebygge, at børn fra Skanderborg Kommune, der allerede er skrevet op, kan blive overhalet af tilflyttende børn, fordi de disses forældre kan rykke deres garantidato frem i tiden.