Fortsæt til indhold

Rejsegilde på halbyggeri Hadsten

Hadsten Kultur- og Idrætscenter klar i 2018

Samfund
Tekst og foto: Af Hanne Bliksted

“Alt godt kommer til dem, som venter.” Sådan lød det fra formanden for Kultur-og fritidsudvalget Anders Nørgaard (S) ved torsdagens rejsegilde på den nye hal ved Hadsten Kultur- og Idrætscenter. Dermed henviste han til, at det er fire år siden, at byrådet vedtog at bygge tre haller, og byggeriet i Hadsten er det sidste.
“Ventetiden har været det hele værd, for vi får ikke bare en hal, men et idrætscenter med en ny og en gammel hal samt skolens gymnastikssale samlet i ét stort byggeri, sagde han.
Fra formanden for idrætscenterets bestyrelse René Jensen var der ønsker om et vejrmæssigt godt efterår og vinter, så byggeriet ikke forsinkes.
Det nye idrætscenter ventes at være klar i det tidlige forår 2018. Til den tid er der også springgrav og trampolin til gymnasterne samt genoptræningsfaciliteter til Favrskov Sundhedscenter.
Halbyggeriet blev forsinket før byggestarten, idet Favrskov Kommune i december 2015 afbrød samarbejdet med Skala Arkitekter fra Horsens, Arkitektfirmaet Nodo overtog opgaven, og det lykkedes at forbedre byggeriet med blandt andet et repos mellem den nye og den gamle hal. Hallen bygges som en stålrammehal ligesom hallerne i Søften og Hammel.