Fortsæt til indhold

Trafikkaos på Herredsvej: "Det er gået fra yderst træls til helt utåleligt"

Beboerne i Herredsvang og Trillegården oplever voldsomme trafikale udfordringer

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

trafik Beboere i Herredsvang og særdeleshed i Trillegården er frustrerede. De har nemlig store problemer med at svinge ud fra Trillegårdsvej og til venstre på Herredsvej - især i myldretiden. Bilerne holder ofte i én lang kø næsten helt fra Aarhus Universitetshospitals-krydset til krydset ved Herredsvej og Hasle Ringvej. Det betyder, at der ifølge Christian Dahlerup, der bor på Trillegårdsvej, nemt kan opstå farlige situationer, fordi det kræver mere end almindeligt held at krydse Herredsvej og svinge til venstre.

For at gøre politikerne opmærksomme på problemet har han startet en underskriftsindsamling, ligesom boligforeningen har gjort Aarhus Kommune opmærksom på problemet.

Christian Dahlerup laver underskriftsindsamling både fra Herredsvang og Trillegården.

Bilerne holder i en lang kø ved Herredsvej.

"Der er indtil videre knap 100, der har skrevet under fra Trillegården - det svarer til en stor andel af dem, der har bil. Jeg tog selv bussen en dag, og det tog 20 minutter at komme fra Hasle Bibliotek til krydset ved Hasle Ringvej. Problemerne er blevet meget voldsomme - det er gået fra yderst træls til helt utåleligt," siger Christian Dahlerup, der har taget initiativ til underskriftsindsamlingen.

Trafikkaosset er blevet forværret i takt med, at Aarhus Universitetshospital er blevet udbygget, og der er kommet flere ansatte til området, og at man hos Teknik og Miljø har indført en testperiode, hvor Januar- og Februarvej er midlertidig spærret.

Hvad hjælper?

Christian Dahlerup står ikke alene med kampen. Med sig har han også Hanne Rasmussen, der er formand for bestyrelsen i Trillegården.

"Vi har været i dialog med Teknik og Miljø. I et brev til os skriver man, at vi er en del af en helhedsplan for området. Det er meget svært at sige, hvad der præcis hjælper på problemet, men det kunne være en mulighed at lade det være grønt i længere tid, når man skal svinge ud på Hasle Ringvej fra Herredsvej," siger hun.

Privatvideo af Hanadi Sayed Abouh

Ligesom Hanne har Christian Dahlerup heller ikke den rigtige løsning i ærmet, og i sin underskriftsindsamling lægger han vægt på, at det er op til politikerne at finde den mest rigtige løsning.

Der er planer om, at Bredskiftevej skal kobles på Herredsvej ved Aarhus Universitetshospital, og at Viborgvej skal udvides, men det ligger nogle år ude i fremtiden, og det mener Christian Dahlerup ikke, man kan vente på.

Der er kø nærmest ligeså langt øjet rækker på Herredsvej op mod Hasle Ringvej.

"Jeg synes, politikerne har svigtet os. Vi føler ikke, at der er tænkt på alle os, der bor i det her område. Der vil altid være vindere og tabere, men vi kan ikke vente flere år på en løsning," siger han.

Det er Teknik og Miljø med rådmand Bünyamin Simsek (V) i spidsen, der står for trafikale løsninger i Aarhus, og han erkender, at der er et problem på Herredsvej.

"Foruden vejudvidelse og de andre ting, så kigger vi på, om vi kan lave flere intelligente lyskryds i Aarhus generelt, og her er krydset Herredsvej/Hasle Ringvej et af dem, der er problemer med. Det optimale vil være, hvis der var en trafikcentral, der styrer krydsene. Det vil betyde, at man kan få en dynamisk regulering af lyskrydsene, men som det er lige nu, vil der være en mand, der skal ud at regulere i lyskrydset, og så er det den indstilling, der er, indtil han går derud igen. Om økonomien er til, at vi kan få flere intelligente lyskryds, er jeg ikke klar over lige pt.," siger Bünyamin Simsek og understreger, at han gennem flere år har kæmpet for at få styr på de trafikale udfordringer blandt andet ved Herredsvej.