Fortsæt til indhold

Stenkiste blev ikke fredet, men bevares trods alt

Moesgaard Museum tager til genmæle, efter at lokal borger hævdede, at stenkiste mellem Lading og Skivholme var fredet og burde bevares

Samfund
Kian Johansen

Lading Det er faldet Moesgaard Museum for brystet, at en undrende Jan Borlund citeres for, at Moesgaard Museum angiveligt har givet tilladelse til at dække en vejkiste mellem Lading og Skivholme med beton, hvilket ifølge samme vil være skændende for fortidsmindet.

Stenkisten her har aldrig været afdækket, sådan som en lokal borger, Jan Borlund mener den burde være. Det er meningen at et betonlag nænsomt skal ligges ned, lyder det fra Moesgaard Museum. Foto: Christina Johansen

Den artikel kan du læse i sidste uges Lokalavisen Favrskov, eller på vores website.

En harm Lars Krants, der er afdelingsleder for Arkæologisk Afdeling på Moesgaard Museum har skrevet til Lokalavisen Favrskov.

"Sagen er som følger: Museet kontaktes i maj 2020 af Favrskov Kommune der ønsker en afklaring af, om stenkisten er fredet og om den evt. kan fjernes. Museet kan oplyse, at stenkisten/broen ikke er fredet. Museet foretager herefter en besigtigelse, og da der er tale om en fin bro, sender museet en vurdering til Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) hvor museet anbefaler, at broen fredes. På baggrund af det indsendte materiale vurderer SLKS at broen ikke skal fredes – men opfordrer dog til, at broen bevares og nænsomt sættes i stand. Det skal bemærkes, at det udelukkende er SLKS der vurderer, om fortidsminder skal fredes – her har de lokale museer ingen jurisdiktion," skriver afdelingslederen.

Nænsomt med betonen

"Det er heller ikke korrekt, når Jan Borlund hævder, at broen dækkes med et lag beton og ødelægges. Der udlægges ganske rigtigt beton, men den kommer ikke i berøring med naturstenene, og betonen bliver efterfølgende dækket af et gruslag, så det ikke er synligt set udefra. Der er tale om en restaurering. Jan Borlund ønsker at broen står med naturstenene fritlagte, men sådan har den aldrig set ud. Den har altid været dækket af grus og jord således at man trygt kan krydse broen," lyder det videre.

Og Lars Krants får det sidste ord:

"Stenkisten er fortsat ikke fredet, men på baggrund af blandt andet museets indvirken bliver stenkisten nu sat i stand og bevaret for ftertiden - og altså ikke fjernet som var den første tanke. Det burde glæde alle."