Handicappris skal uddeles for 12. gang
Skanderborg Kommunes Handicaprådet har hvert år siden 2009 uddelt en Handicappris. I 2020 er det derfor 12. gang, at prisen bliver uddelt
Handicaprådet tildeler prisen til personer, foreninger eller virksomheder, der har gjort noget særligt for borgere med handicap eller sindslidelse i kommunen. Med prisen anerkender rådet den gennemførte indsats – men prisen gives ofte også som støtte til det videre arbejde. Prisen beløber sig til 5000 kroner.
Samtidig er der som regel også en gave eller markering i form af en fysisk gave. Der er eksempelvis blevet uddelt messingskilte, som modtagerne har opsat ved bade- og bådebroerne ved Knudhule Strand samt Sneptrup Præstegårdssti.
Handicaprådet tildeler prisen på baggrund af de indstillinger, som rådet får fra borgere i Skanderborg Kommune. Rådet vil derfor gerne opfordre alle til at indsende forslag, og som nævnt kan både personer, foreninger og virksomheder modtage prisen. Det er muligt at indsende forslag hele året rundt. Forslagene sendes til Handicaprådets formand eller til Fagsekretariatet Ældre og Handicap i Skanderborg Kommune.
I årene 2009 til 2019 har det næsten udelukkende været frivillige og foreninger, der har modtaget prisen. Dette skyldes, at der ikke har været indstillinger, som omhandlede virksomheder. Handicaprådet ved dog, at der er virksomheder, som gør en indsats for borgere med handicap og sindslidelse. Rådet modtager derfor gerne forslag om virksomheder som modtagere af handicapprisen.
Handicaprådet uddeler - så vidt det er muligt - prisen på den internationale handicapdag, der ligger 3. december.
mj