Møller med i kampen mod oversvømmelser
Vandstanden skal sænkes i flere søer
Klima & historie Skanderborg Kommune har sat gang i et tværgående projekt, der både har fokus på arkæologi og natur- og klimasikring i og omkring Alken Enge.
Arbejdet er forankret hos Museum Skanderborg, der skal udarbejde en samlet plan for projektet. Men allerede nu er der taget tiltag til at gøre noget for at forebygge de oversvømmelse, der var i blandt andet Alken i foråret 2020.
Skanderborg Kommune har nemlig indgået en aftale med ejerne af Fuldbro Mølle og Ry Mølle om reguleringen af vandstanden i henholdsvis Skanderborg Sø og Mossø.
Aftalen skulle betyde, at vandstanden i Mossø i vinterperioden sænkes med 15 cm i bassinet ved Alken, mens den sænkes med 25 cm i Skanderborg Sø.
"Dermed er der rigtig meget ekstra plads, hvis der kommer meget store regnmængder, akkurat som vi så det tidligere i år," fortæller Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget.
Alken Enge rummer som bekendt flere spektakulære arkæologiske fund af menneskeknogler fra flere hundrede krigere fra tiden lige efter Kr.f.
Der er afsat 1,092 mio. kr. til projektet, der forventes afsluttet i december 2021.