"Kan I ikke bare sende den med posten?"
Hadsten Maskinfabrik har gjort det så godt, at den har vundet prisen Succesvirksomhed 2020
Hadsten Spar Nord og det statsautoriserede revisionsaktieselskab BDO er lige nu i gang med at identificere de 1.000 danske virksomheder, der i løbet af de seneste fem år har opnået størst succes målt på en række finansielle parametre. De 1.000 bliver i denne tid kontaktet for at få overrakt et hædersbevis og en statuette som en tydelig anerkendelse af deres bidrag til vækst i dansk erhvervsliv. Det kaldes Succesvirksomhed 2020.
Hos Hadsten Maskinfabrik havde ejer Keld Sørensen aldrig hørt om prisen. Da der således ringede en dame fra et revisionsfirma og sagde, at hun havde en gave til virksomheden, ja, så var skepsissen stor:
"Jamen hun spurgte, om de måtte komme forbi med en gave til os. Og så var min respons jo: Kan I ikke bare sende den med posten? Jeg er jo vant til, at når nogle eksempelvis vil forære mig en skruetrækker, ja så vil de i virkeligheden sælge mig hele værktøjskassen," siger Keld Sørensen med et smil.
Men damen i røret insisterede på at komme forbi med gaven.
"Jamen fint nok. Jeg svarede: At så kunne de bare stille den ude foran, hvis ikke jeg var til stede," fortsætter Keld Sørensen.
"Det går rigtig godt"
Damen fik heldigvis overbevist Keld Sørensen om, at han skulle være hjemme, når hun kom. Således blev han altså overrasket, da han fik at vide, at virksomheden havde vundet en pris.
"Sådan noget har jeg da aldrig oplevet før, og nu har jeg snart været selvstændig i 30 år - men så er det vel også på tide. Det er da dejligt, at nogle lægger mærke til, at det går godt. For det går faktisk rigtig godt. Det må jo skyldes erfaringen bag og det gode team, som vi har samlet. Det er gode medarbejdere, som kan finde ud af at tage ansvar."
Vigtigt at hædre
Succesvirksomhed 2020 blev stiftet i 2019 af Spar Nord og BDO i fællesskab. Uddelingen sker på baggrund af en analyse af cirka 350.000 mindre og mellemstore virksomheders regnskabshistorik. I modsætning til andre erhvervspriser har Succesvirksomhed fokus på de lokale virksomheder, som år efter år er de bedste til at skabe vækst til gavn for lokalsamfund og erhvervsliv.
Henover sommeren er samtlige danske virksomhedsregnskaber blevet analyseret, hvorefter alle virksomheder har fået tildelt point efter et særligt udviklet pointsystem. De 200 bedst performende virksomheder i hver region får overrakt et hædersbevis og en statuette.
Midt i Coronakrisen er det vigtigt at anerkende vores solide vækstvirksomheder, mener Spar Nord og BDO
"I en krisetid er det ekstraordinært vigtigt at holde fast i mulighederne og fokusere på det positive, så for os er det vigtigt at hædre og anerkende de succesfulde virksomheder, som ikke helt får den opmærksomhed, de fortjener. For det er dem, der er med til at sikre en kontinuerlig fremgang i den lokale og nationale økonomi," siger BDOs administrerende direktør Stig Holst Hartwig.
Lokalavisen Favrskov har forsøgt at få at vide, om flere virksomheder i Favrskov Kommune har vundet prisen i år, men grundet efterårsferien har BDO ikke nået at undersøge sagen.