Fortsæt til indhold

Samtlige gymnasier i Aarhus ramt af coronasmitte

Rundringning bekræfter, at adskillige elever har taget coronasmitte med på gymnasierne efter efterårsferien

Samfund
Danni Paulsen

En rundringning til de aarhusianske gymnasier bekræfter nu, at ungdomsuddannelserne i Aarhus er blevet ramt af corona.

Det sker, efter det torsdag middag stod klart klart, at to aarhusianske gymnasier har måttet lukke ned og sende eleverne hjem til virtuel undervisning på grund af smitteudbrud, mens et tredje har sendt hele 1.g-årgang hjem.

Først kom det onsdag frem, at Marselisborg Gymnasium havde mindst 12 smittede elever. Rektor Kirsten Skov har fortalt til Lokalavisen Aarhus, at de alle blev smittet i efterårsferien.

Dernæst kunne Aarhus Handelsgymnasium i Viby oplyse, at 1.100 elever blev sendt hjem frem til midten af næste uge, efter at 17 elever fra forskellige årgange og klasser blev konstateret smittet.

Torsdag oplyste Aarhus Katedralskole, at den også var gal her med ni smittede elever på 1.g-årgangen, hvorfor samtlige 254 elever på årgangen er sendt hjem. En enkelt 2.g'er er også konstateret smittet, men 2.g og 3.g årgangene fortsætter undervisningen på skolen.

Lokalavisen Aarhus har efterfølgende ringet til fem andre gymnasier i kommunen.

Hos Århus Statsgymnasium er den også gal. Rektor Dorte Fristrup fortæller, at fem "lige nu" er blevet testet positive. De to seneste blev bekræftet i dag. To af de smittede har ikke været på skolen og har således ikke kunnet smitte andre.

Århus Statsgymnasium har sendt alle elever og lærere, som kan have været i kontakt med de smittede, hjem for at blive testet. Dorte Fristrup fortæller, at alle de bekræftede tilfælde er blevet smittet i efterårsferien.

Hos Risskov Gymnasium har man i øjeblikket to elever, som er blevet smittet med corona i efterårsferien. Alle skolens elever er bedt om at lade sig teste.

På Egå Gymnasium har man også to elever. Den ene blev testet positiv onsdag, mens den anden blev testet positiv torsdag.

På Viby Gymnasium har man aktuelt tre smittede elever, som er blevet smittet i efterårsferien. Vicerektor Kim Kjærgaard fortæller, at to klasser er blevet sendt hjem.

Hos Aarhus Gymnasium, som har ungdomsuddannelser i Aarhus C, Tilst og Viby, har man i øjeblikket ingen bekræftede tilfælde, men nogle stykker fra skolen i Aarhus C og nogle stykker fra Tilst er hjemme med mistanke om smitte.

Dermed er status i skrivende stund, at mindst 51 aarhusianske gymnasiestuderende er smittet med coronavirus - og det tal kan med stor sandsynlighed stige de kommende dage.

Torsdag udkom Aarhus Kommune med de daglige smittetal, og de viste, at kommunen havde det højeste antal smittede på et døgn nogensinde.

I alt 103 aarhusianere er det seneste døgn konstateret smittet.