Fortsæt til indhold

Nu kalder rådmand til stormøde om coronakrisen i foreningslivet

To stormøder skal belyse, hvor foreninger bedst klarer sig gennem krisen

Samfund
Arkiv

Fællesskabet og økonomien i byens foreninger og idrætsklubber er hårdt påvirket af endnu en gang at blive ramt af nye restriktioner.

Nødråbet er nu blevet hørt af områdets rådmand, Rabih Azad-Ahmad (RV), som har sat problemet på dagsordende og indkaldt til stormøder de kommende to torsdag, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Formålet er få belyst, hvordan de allerede hårdt trængte foreninger hjælpes bedst gennem corona-krisen.

"2020 har været et slemt år for det aarhusianske foreningsliv, og vi må være realistiske og konstatere, at det næppe bliver bedre i 2021. Derfor skal vi naturligvis fortsætte med at hjælpe foreningerne. Det handler kort sagt om at høre, hvad, byens aktører selv peger på, kan virke," siger Rabih Azad-Ahmad.

Torsdag 29. oktober holdes der møde med interesseorganisationer på folkeoplysningsområdet, og det andet møde afholdes torsdag 5. november, hvor byens foreninger inviteres. Begge møder afvikles virtuelt.

Møderne er blevet til efter et møde mandag med Danmarks Idrætsforbund, DGI og Idrætssamvirket.

"Corona vil præge vores samfund i lang tid. Jeg vil gerne takke de mange ildsjæle i vores foreninger, der har kæmpet med skiftende restriktioner. Nu er tiden inde til, at vi sammen finder løsninger, der sikrer, at vores vigtige foreningsliv kommer bedst muligt igennem krisen," siger Rabih Azad-Ahmad.

Der vil på fredag ligeledes blive afholdt et virtuelt møde med aktører fra byens kulturliv.

dp