Fortsæt til indhold

Gangbro skrottet til fordel for bilbro

Både politikere og kommunens folk retter ind. Der skal stadig kunne køre biler over broen ved Randersvej i Hadsten

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Planen om at erstatte broen over Randersvej i Hadsten med en cykel og gangbro er erstattet af en bilbro, så man stadig kan komme i bil og lastbil over til Skovvej og tilbage igen.

Det fortæller formand for Teknik-og Miljøudvalget Anders G. Christensen (V).

Anders G. Christensen erstatter planerne om en cykel og gangbro med en bilbro.

Han havde sammen med forvaltningen et møde med Skovvejs beboere forleden, hvor man præsenterede de nye planer og den viden om broen, som man havde skaffet sig. Samtidig var der en god dialog om beboernes ønsker til en fremtidig bro.

Nyt møde i efteråret

Det forventes, at kommunen i løbet af efteråret kontakter et firma med forstand på brobryggeri og derefter vil skitser igen blive præsenteret for politikere og beboerne på Skovvej. En ny bro skal efter planen først bygges i 2020.

Det er endnu uvist hvad en sådan bro vil komme til at koste, men Anders G. Christensen forventer ikke at prisen bliver væsentlig højere end de syv millioner, udvalget afsatte i første omgang.

Dyr at renovere

Den nye bro skal have en frihøjde på 4,5 meter og skal kunne bære lastbil og biltrafik som den nuværende.

En del af årsagen til, at broen fra 1960 skal rives ned, skyldes, at der alligevel skal bruges en del penge på at vedligeholde den, samtidig med at broen i givet fald ville skulle have etableret en fugtspærring. Man ved nemlig ikke om der siver vand ned gennem broen.

"Vi kunne godt have ladet broen renovere, men vi ved ikke hvor mange år den så kan stå, før den er helt færdig," siger Anders G. Christensen.

"Samtidig er den buede konstruktion til fare for trafiksikkerheden. Jeg ser tit lastbiler der kører ud over kørebanen, fordi chaufføren psykologisk ikke tror på, at broen er høj nok," fortæller udvalgsformanden.

Tosset med trafikmåling

En trafikmåling foretaget i december og januar måned har fået en del lokal kritik og den tager Anders G. Christensen til sig.

"Vi kan faktisk godt se, at der kører en del biler, og at der er en del gående over broen. Det viser den første del af målingen fra midten af december. Det svarer til den trafik der ville være på en gennemsnitsvillavej i Favrskov. Og vi kommer ikke med endnu en trafikmåling. Vi kan godt bruge resultaterne fra den første til at slå fast, at der er trafik - også flere end blot Victor," lyder det med en slet skjult hentydning til konservatives Charlotte Green, der under byrådsbehaningen postulerede, at det nok kun var hendes nevø, Victor der brugte broen, og at den derfor måtte kaldes 'Victors bro'. Det var i den anledning at hun efterlyste en trafikmåling over broen.

God løsning

"Det lyder som en god løsning. Det er en sikring af vores adgangsvej til og fra Skovvej. Jeg har ingen mulighed for at bedømme prisen på en ny bro, men jeg håber ikke, at skatteborgerne skal se en væsentligt dyrere bro, på grund af os," siger Bruno Kolding fra Skovvej, der var den første der påpegede problemerne ved kun at bygge en gang-og cykelbro.