På tur med Jesper: Gård har ikke været i fri handel i 447 år
Todbjerg Overgaard er gået i arv i 17 generationer og har en historie, der byder på blandt andet røverier, brand og tuberkulose
Historie I Todbjerg, et stenkast fra forsamlingshuset, ligger der et rødt murstenshus, hvor Todbjergs ældste borger, 94-årige Gunnar Sørensen, bor med sin kone, Inger Sørensen. Her har de boet, siden de lod Todbjerg Overgaard gå videre til deres søn i 1996.
Det røde murstenshus, som de bor i, ligger på den anden side af gaden fra Todbjerg Overgaard, som ikke har været i fri handel i 447 år. I stedet er gården blevet givet videre igennem 17 generationer til børn og svigerbørn.
Gennem landsarkivet og rigsarkivet har det været muligt at finde informationer om Todbjerg Overgaards historie helt tilbage til 1573. Om gården også fandtes før, kan meget vel være, men det er der ikke informationer om.
17 generationer
Gunnar Sørensen flyttede til Todbjerg Overgaard som 10-årig, da hans far overtog gården fra Gunnars bedsteforældre. Her husker han tilbage på en barndom, hvor han blev sendt i arbejde fra en ganske ung alder.
"Jeg blev sat i fuldt arbejde fra morgenstunden sammen med de andre karle, da jeg var 13 år. Vi mødtes halv syv om morgenen i stalden, inden vi skulle være på marken klokken syv. Så arbejdede vi i fem timer, inden vi havde en hel times middag, før vi skulle arbejde i fem timer, til det var aften igen. Og når man var 13 år, så kunne man godt blive lidt slap i knæene," fortæller Gunnar Sørensen.
Todbjerg Overgaard har igennem årene budt på lidt af hvert. Blandt andet har gården været igennem en svensk besættelse i 1640'erne, en stor brand med nabogården Todbjerg Vestergaard i 1845 og tuberkuloseramte beboere i slutningen af 1800-tallet.
Brand og tuberkulose
Ønsket om mere lys og større vinduer til at bringe mere frisk luft ind i husene som følge af tuberkulosen ledte til, at der blev bygget et nyt stuehus i 1906. De tre udlænger blev ligeledes løbende udskiftet mellem 1898 og 1915.
Gården, der ligger på Hæstvej, ser således ud, som den har gjort siden starten af 1900-tallet.
"Det er min bedstefar, der har bygget det meste af gården. Jeg har så lavet nogle tilbygninger. Det er en kampestensgård, som er lavet med firkantet kampesten. Det har været et kæmpe arbejde," fortæller Gunnar Sørensen.
Den rigtige side af bakken
Gunnar Sørensen husker, hvordan Todbjerg har haft et stort udvalg af erhverv gennem årene, som med tiden dog er blevet færre.
"Det var en rigtig god lille landsby. Vi lå jo på den rigtige side af bakken for Aarhus. Der har altid været et ret godt sammenhold i byen. Todbjerg var selvforsynende dengang, da vi kom. Der var jo både skomager, skrædder og to butikker. Ja, der var smed og gartneri, og jeg kan nok fortsætte med at nævne flere forskellige erhverv," fortæller Gunnar Sørensen.
Selvom der nu er færre ehverv i Todbjerg, fortsætter Todbjerg Overgaard med at bestå.