Fortsæt til indhold

Klausen & Boesdal: "Vi stopper, mens vi har succes"

Inge Klausen og Nis Boesdal har sat deres gamle Nøragergård til salg. Her har de i ti år drevet frokostrestaurant og sidenhen også bed & breakfast

Samfund
Christina S. Johansen

Lyngå Tusinder af mennesker har gennem de seneste ti år lagt vejen forbi Klausen & Boesdal på Nøragergårdsvej 8 i Lyngå. Enten som overnattende i stedets bed & breakfast eller som spisende i sommer-frokostrestauranten. Nu er det imidlertid slut. Inge Klausen og Nis Boesdal har sat den gamle Nøragergård til salg.

"Vi er blevet for gamle," siger Nis Boesdal, der har rundet de 71 år, mens hustruen er 70.

En kat hører sig naturligvis til en gammel gård og på Nøragergård drikker missen altså af vandhanen. Foto: CSJ

"Og jeg gider ikke rense flere tagrender," fortsætter han.

"Argh Nis, det skal du så ikke sige, for det har du nu aldrig gjort," driller Inge Klausen.

"Nårh, men så gider jeg ikke blive ved at få nogle til at rense dem," griner husbonden, og Inge fortsætter:

"Men ja, vi stopper altså nu, hvor vi har succes, og hvor vi fortsat er raske."

"Ja, mens vi stadig har fint overskud til at prøve noget nyt," tilføjer Nis.

Den 1,76 hektar store grund er en af årsagerne til, at parret har sat til salg. Der er ganske enkelt for meget at lave hele tiden. Foto: CSJ

Hvad har I så lyst til?

"Alt!" Slår Inge Boesdal fast og fortsætter.

"Vi har boet på 300, 500 og 250 kvadratmeter - og nu kan vi jo faktisk nøjes med 60. Det andet kræver for meget tid."

"Nu har vi boet på landet i 40 år, så nu skal der ske noget andet. Vi har ikke besluttet præcist hvad. Vi kan godt lide smidigheden i en lidt større by, så det bliver et lidt større sted end Lyngå og Hadsten."

"Og så vil vi gerne rejse, når corona igen tillader det. Så vil vi gerne tibringe nogle måneder sydpå hen over vinteren," siger Nis Boesdal.

Desuden er parret helt enige om, at de skal bo i noget mindre.

Det store drivhus har huset frokostgæsterne, hvis vejret ikke har artet sig. Foto: CSJ

"De seneste 40 år har vi boet på 300, 500 og 250 kvadratmeter - og nu kan vi jo faktisk nøjes med 60. Det andet kræver for meget tid - vi arbejder jo hele tiden, for der er altid noget, som skal ordnes. Så nu vil vi altså have det lidt nemmere," siger Nis Boesdal.

En sydeuropæisk idé

Det er 25 år siden, at parret flyttede til Lyngå, før det har de boet på den gamle præstegård i Hylke og den gamle avlsgård Schildenseje i Mygind.

For ti år siden opstod idéen til frokost-restauranten. Det passede sammen med, at Inge stoppede med at arbejde, og Nis gik ned i tid.

"Vi var fascineret af det her med at komme forbi ude på landet i Sydeuropa og så møde et skilt, hvor der står 'åben'. Så kan man komme ind og få oksebryst, som konen i huset har brugt tre dage på at lave. Den idé blev vi forelskede i, og vi tænkte: Hvorfor ikke gøre det herhjemme," forklarer Nis Boesdal, som er kokken i foretagendet.

"Først troede vi, at det bare skulle være lidt hygge med kaffe og kage. Men vi blev hurtigt grebet af det," siger kokken, som jo altså ikke er uddannet kok, men blot glad for at lave mad og indehaver af 40.000 kogebøger - efter eget udsagn.

"Og jeg bestemmer, hvad der er på menuen. Det ligger fast, at man får 8-9 småretter, og at der er sild og ost iblandt. Men man får også noget, som man ikke har prøvet før. Og man går ikke sulten hjem."

Nu er ovenstående citat i nutid - det burde måske være skrevet i datid, men faktum er altså, at hvis ikke stedet er solgt inden 1. maj næste år, ja, så åbner restauranten altså op igen.