Fortsæt til indhold

Hjemløse rykker ind i det gamle amtssygehus

Aarhus Vinterherberg åbner i det gamle amtssygehus og søger i den forbindelse frivillige

Samfund
Arkiv

Vi nærmer os den kolde årstid, og for de hjemløse, der ikke kan bruge byens øvrige tilbud om aftenen og natten, åbnes Aarhus Vinterherberg igen. Her kan de få en sengeplads, aftensmad og morgenmad, vasket tøj, sikkerhed og tryghed om natten, varme og socialt samvær, oplyser vinterherberget i en pressemeddelelse.

Vinterherberget åbner 15. november i lokaler, man har fået stillet til rådighed på det gamle Aarhus Amtssygehus i Tage-Hansens Gade 2, bygning 11, Aarhus C.

Har du hørt podcast-serien om hjemløse Allan? Hør de første to afsnit herunder

Listen to "For Min Datters Skyld" on Spreaker.

Lige nu søger man frivillige med lyst og mod på at gøre en forskel for de hjemløse. Som frivillig laver man eksempelvis mad, spiser sammen med gæsterne og får en snak over en kop kaffe. Netop det, at der er nogen, som lytter på én og måske viser en anden omsorg, end den man er vant til, når man bor på gaden, har ifølge herberget stor betydning for dem, som benytter sig af tilbuddet.

Som frivillig forventes det, at man kan tage 1 - 4 aftenvagter eller nattevagter om måneden, at man kan vise omsorg og tale med gæsterne, at man kan opvarme eller tilberede enkel mad og gå til hånde med praktiske opgaver.

Aarhus Vinterherberg åbnede for første gang tilbage i 2017, og det viste sig hurtigt, at der var et behov for netop denne type tilbud. Det særlige ved vinterherberget er, at det er skabt som et nødherberg for primært hjemløse migranter med lovligt ophold i Danmark. Herberget er altså ikke et tilbud til etniske danskere, for hvem der findes andre og lignende tilbud i byen.

Vinterherberget er etableret i et samarbejde mellem Folkekirken i Aarhus, Aarhus Kommune, Røde Kors, Kirkens Korshær og Blå Kors Danmark.