Syddjurs grøn på BUPL's Budgetdanmarkskort
Syddjurs Kommune er ikke blandt de kommuner, som sparer på daginstitutionerne i 2021
BUDGET 2021 BUPL har lavet en undersøgelse af de 98 kommuners budgetter på daginstitutionsområdet efter, at alle kommuner er kommet i mål med næste års budget.
Den viser, at trods landspolitiske ambitioner på børneområdet, sparer hver fjerde kommune på daginstitutionerne i budgettet for 2021.
Det sker, mens Folketinget bl.a. diskuterer udmøntningen af de 600 millioner kroner, som er afsat til minimumsnormeringer i 2021.Regeringen og støttepartierne har i et par uger forhandlet om loven om minimumsnormeringer, som har været på tegnebrættet, siden regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet indgik en aftale om at indføre lovbundne minimumsnormeringer efter valget i 2019. Og de genoptog tirsdag 3. november forhandlingerne igen.
BUPL’s kortlægning af kommunernes budgetter viser, at der er lagt op til især rammebesparelser, lavere pædagogandele samt besparelser på den pædagogiske ledelse.
”Det er afgørende, at regeringen og støttepartierne får landet en lov, der sikrer, at pengene går til pædagoger i daginstitutioner og ikke ædes op af lokale besparelser. Kommunerne skal simpelthen ikke have lov til at udhule pengene til minimumsnormeringer med andre besparelser,” udtaler BUPL’s formand Elisa Rimpler med afsæt i undersøgelsens resultater.
”Loven er også nødt til at indeholde bindende mål for pædagogandelen. I flere kommuner er under halvdelen af medarbejderne pædagoger. Det er en falliterklæring. Kvalitet får man ikke ved bare at fylde op med flere ufaglærte. Vi skal have pædagoger”.
Til gengæld glæder BUPL sig over, at mange kommuner har valgt at prioritere daginstitutionerne og at mere end hver sjette kommune fremrykker minimumsnormeringer.
Syddjurs grøn
På BUPLs Danmarkskort optræder Syddjurs Kommune med grøn farve. En konsekvens af, at budgetaftalen for 2021 som blev vedtaget med stemmer fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet, mens den blå undlod at stemme.
Sammenlagt betyder budgetaftalen forbedringer på daginstitutionsområdet, idet der i budgettet for 2021 tilføres 0,2 mio. kr.
I budgetaftalen er der aftalt en tilbagerulning af tidligere besparelser; herunder en såkaldt rammereduktion - også kaldet en besparelse på driften -på 1,5 mio. i det genåbnede budget 2020, som reduceres til 1 mio. i 2021 og fjernes helt i 2022. Samt en tidligere udmøntet besparelse ved tidlig børnehavestart på 3,6 mio., som indfases med 1,2 mio. i 2021 stigende til 2,4 mio. i 2022 og 3,6 mio. i 2023 og frem.
Et politisk flertal vedtog i april 2020 at genåbne 2020-budgettet, fordi kommunens kassebeholdning var under pres. Det kostede også på daginstitutionsområdet med de nævnte 1,5 mio. kroner. Heraf pilles 0,5 mio. kr. af i 2021, mens den sidste mio. kroner fjernes i 2022.
Budgetflertallet vedtog også at flytte startalderen for børnehavebørn til tre år (fra de nuværende 2,9 år, red.).