Når slagtermesteren ryger sine grillpølser
Det er højsæson for grillpølserne, som fås i et utal af smagsvarianter
“Min egen favorit er en italiensk grillpølse med soltørrede tomater, hvidløg og fennikel. Den går lige på grillen og har sådan en god eftersmag af fennikel.”
Slagtermester Klaus D. Lund, Slagter Lund Gårdbutik nær Grundfør, er i fuld sving.
“Ja, vi får lavet næsten 2000 grillpølser om ugen i denne tid.”
Han er ved at gøre en ny forsyning klar til pølsestopperen, som sørger for at de nu miksede ni kilo skinke og et kilo okse bliver sprøjtet ud i tarmen.
TV: VERDENS DYRESTE BØF FINDER DU HER
Frankfurtere og ringriddere
Lund står klar og vikler den ene pølse efter den anden ud af den lange, lange tarm. Der bliver 125 stykker grillmedister ud af den portion.
“Jeg har gjort dette i 35 år. Og jeg elsker det job,” siger han og tager mig med ud på gårdspladsen og over til røgovnen.
Han åbner forsigtigt den store dør. Røg og aske hvirvler rundt.
“Her hænger frankfurtere og røget ringridere,” siger Klaus Lund, der ikke har glemt den egn, han kommer fra. Sønderjylland står fortsat stærkt i hans profil.
Hans sortiment går fra den milde grillmedister til de noget stærkere grillpølser med chili og jalapeno eller karrypølsen med bid i og en mexicansk pølse med krydderi.