Kongelundens projektdirektør stopper på grund af sygdom
Trine Ribergaard Skammelsen fratræder sin stilling som projektdirektør for Vision Kongelunden på grund af sygdom
Trine Ribergaard Skammelsen blev i januar annonceret som projektdirektør for Kongelunden, men allerede inden årets udgang er hun fortid. Således oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse, at hun fratræder sin stilling på grund af sygdom.
Derfor er den 40-årige Alvaro Arriagada mandag blevet udpeget som ny konstitueret projektdirektør for Vision Kongelunden.
Trine Ribergaard Skammelsen har efter gensidig aftale valgt at fratræde sin stilling som projektdirektør for Vision Kongelunden og overgår i stedet til opgaver i Kultur og Borgerservice, fremgår det af pressemeddelelsen.
”Vi vil gerne takke Trine for hendes indsats, hun har fået projektet godt fra start og opbygget en stærk organisation til at løfte det videre arbejde,” siger stadsdirektør Niels Højberg.
Alvaro Arriagada er konstitueret som projektdirektør for et halvt år, hvorefter der ventes at blive fundet en permanent løsning.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har siden 2015 været ansat som chef for Budget og Planlægning i Borgmesterens Afdeling, Aarhus Kommune. Han har siden projektets start været medlem af den administrative styregruppe for vision Kongelunden. Han vil sideløbende med den nye funktion varetage opgaver i Budget og Planlægning.
jwh