Aarhus-skole lukket på grund af corona
En enkelt folkeskole i Aarhus Kommune er lukket på grund af corona
Alle elever på Skjoldhøjskolen i det vestlige Aarhus blev mandag sendt hjem med beskeden om, at skolen var blevet lukket på grund af corona.
Det oplyser skoleleder Henrik Schou i en video, som mandag morgen blev lagt op på skolens Facebook-side.
"På baggrund af den dialog, jeg har haft med Aarhus Kommune, så har jeg truffet beslutningen om, at skolen indtil videre er lukket til på onsdag," lyder det fra Henrik Schou i Facebook-videoen, hvor han forklarer, at man har valgt lukningen for at sikre, at smitten ikke spreder sig yderligere blandt skolens elever og personale.
"De klaser, der har været i nærheden af smittede personer, vil vi forsøge at kontakte i dag (mandag, red.) så hurtigt som overhovedet muligt," fortæller skolelederen og fortsætter:
"Vi sætter i gang i ekstraordinær rengøring af skolen."
Flere skoler ramt af corona
Skjoldhøjskolen er dog ikke den eneste skole i Aarhus Kommune, som i øjeblikket kæmper med at stoppe spredningen af corona. Ifølge Århus Stiftstidende er 5. til 9- årgang på Møllevangskolen sendt hjem til fjernundervisning i denne uge.
"Det har været nødvendigt for at få enderne til at nå sammen," siger skoleleder Thomas Chr. Trønning til mediet, der også skriver, at situationen er tilspidset på Endalskolen i Brabrand, hvor flere lærere er hjemme, imens de venter på test-svar.
Mandag blev der registreret 82 nye tilfælde af corona i Aarhus Kommune.