Fortsæt til indhold

Aarhus Central Food Market lukker

Madmarkedet ved Strøget lukkes - og det er meget tvivlsomt, om det åbner igen, siger indehaveren

Samfund
Arkiv

Aarhus Central Food Market lukker ned, og det er ikke sikkert det åbner igen.

Økonomien har ikke kunnet hænge samme, oplyser madmarkedet på Skt. Knuds Torv i en pressemeddelelse.

Ifølge indehaver Frantz Longhi har hans koncern brugt næsten 20 millioner kroner på at holde hånden under stedet siden åbningen i 2016, og med en corona-krise der koster yderligere knaster, er man tvunget til at lukke ned.

"Det har været en drøm at vise, at lokationen ved Strøget kan være så meget andet end det grå og tomme torv det var, inden Aarhus Central Food Market blev skabt. Jeg håber, at det liv, der er blevet skabt på dette historiske sted, kan fortsætte. Det er trist, både for de tilbageværende boder, som har kæmpet hårdt, og for de gæster, der nu må gå forgæves. Vi vil derfor gå i tænkeboks omkring fremtiden. Det er lidt en drøm, der nu sættes på hold, men vi håber, at corona snart igen vil gøre det muligt for os eller for andre at lukke op for liv og gode oplevelser på det historiske sted for Aarhus," siger Frantz Longhi og fortsætter:

"Med et Corona-benspænd oveni trækker vi nu en streg i sandet og udøver rettidig omhu. Tabene er for store, og udsigten med corona for usikker. En række ellers velmenende træer er også blevet placeret på torvet ud mod Strøget, så markedet er gjort usynligt for de mange gående på Strøget. Det har ikke gjort det nemmere for boderne. Hvad der skal ske herfra må vi nu se på, men vi tager en 'timeout' og lukker selskabet med koncernen selv som største kreditor."

Han nærer dog et lille håb om, at stedet igen en dag kan åbne i en økonomisk bæredygtig form.

"Byen fortjener, at stedet igen bliver til et spændende og livligt hjørne af Strøget. Det må ikke stoppe her, og jeg håber, at stedet en skønne dag kan genopstå til glæde og gavn for aarhusianerne," siger Frantz Longhi.

dp