"Let’s make Mesballe great again"
Mesballe AutoCenter ApS er blevet en del af AUTOPLUS kæden, og den nye direktør Thomas Cuno Christensen ser nye forretningsmuligheder i det lille værksted
RYOMGÅRD-MESBALLE Iværksættteren, Pindstrup-drengen Thomas Cuno Christensen, 44, startede egen grafisk virksomhed, Baseprint Aps, i 2016 på Industrivej i Ryomgård i de tidligere Vonsild lokaler, og efter en årrække med grafiske løsninger og et bredt sortiment af fysiske produkter som vejen til kunderne valgte han i september 2019 at indlede et samarbejde med Det Grafiske Hus i Risskov.
Det var med en fast månedlig løncheck som motivation sideløbende med, at han bevarede Baseprint som en lille nebengesjæft.
Der gik dog ikke lang tid før, at Thomas Cuno Christensen måtte erkende, at det ikke var lykken.
"De var helt sikkert fine mennesker i Det Grafiske Hus, men jeg kom til den konklusion, at det ikke var mig. Derfor vendte jeg tilbage til Industrivej 17 og Baseprint på fuld tid," fortæller han.
Der skal ske noget
Thomas Cuno Christensen er imidlertid ikke til stilstand, og da der tidligere på året viste sig en mulighed for, at han ved siden af driften af Baseprint Aps kunne kombinere det med at blive en del af et hæderkronet bilværksted i Mesballe, der bare skreg på organisation og daglig ledelse, slog han til.
"Jeg har kendt Michael (Klessner Juul Santangelo, red.) siden skolen, og vi har jævnligt snakket sammen, også om værkstedet i Mesballe, som hans far har haft i mange år, og som hans svigerfar siden overtog," fortæller Thomas Cuno Christensen.
"Michael fortalte mig, at der sikkert var mulighed for, at jeg kunne købe værkstedet og flytte Baseprint til Mesballe samtidig med, at jeg overtog driften af værkstedet. Lige pludselig gik det hurtigt, for jeg indgik i august en fordelagtig toårig lejeaftale med Michaels svigerfar med en passus om, at jeg har forkøbsret til værkstedet, når lejeaftalen ophører."
En del af AUTOPLUS
1. september kunne administrerende direktør Thomas Cuno Christensen og chefmekaniker Michael Klessner Juul Santangelo invitere gamle og nye kunder ind i nymalede lokaler hos Mesballe AutoCenter ApS.
"Det hele trængte til en kærlig hånd, både fysisk og administrativt, og der er der med Thomas kommet styr på," siger en tydelig tilfreds Michael Klessner Juul Santangelo.
Der er kommet et møbleret lokale til kunderne, hvor de kan nyde en kop kaffe, ligesom IT-systemerne har fået en helt nødvendig opdatering, og så er der blevet ryddet gevaldigt op.
"Vi er kommet med i AUTOPLUS kæden, og det betyder automatisk, at vi skal opfylde en række krav til service," siger Thomas Cuno Christensen.
Autoplus er en landsdækkende kæde med mere end 150 fri autoværksteder fordelt over hele landet.
"Vi sikrer, at kunden får den viden og service, som han eller hun har krav på, og opgraderingen af IT-delen betyder, at både vi og kunden får en faktura, hvor der ikke er tvivl om forbrug af arbejdstimer og reservedele. Kort fortalt har vi professionaliseret vores drift," tilføjer Thomas Cuno Christensen.
Udenfor værkstedet holder en flok brugte biler med salgsskilte i forruden.
"Bilsalg er også en del af et moderne værksted i dag, fordi det er med til at sikre vores kundeunderlag."
Thomas Cuno Christensen er selv interesseret i biler, men han lover, ama'r halshug, at det ikke bliver ham, der kommer til skrue, når en kunde booker sig ind hos Mesballe AutoCenter ApS.
"Jeg koncentrerer mig udelukkende om driften og så Baseprint. Corona har været lidt hård ved Baseprint, men jeg mærker heldigvis, at der langsomt kommer gang i tingene igen."