Fortsæt til indhold

Kan vand og salt slå corona ihjel?

I samarbejde med lokal virksomhed tester Norddjurs Kommune nyt middel til rengøring i institutionerne

Samfund
Simon Carlson

Norddjurs Kan vand og salt slå bakterier og vira ihjel og bruges som et effektivt rengøringsmiddel?

Det tester Norddjurs Kommune og virksomheden Food Diagnostics i et nyt samarbejde om at teste det særlige ECA-vand til rengøring på kommunens institutioner.

Målet er at undersøge ECA-vandets effekt og hvor meget tid man kan spare i forhold til almindelig rengøring, hvor der skal rengøres og desinficeres i to arbejdsgange modsat én ved brug af ECA-vandet.

Det giver nogle spændende perspektiver i forhold til både økonomi og bæredygtighed, mener formand for Voksen- og Plejeudvalget Lars Møller (S).

”Det er virkelig spændende, at man ved at blande vand og salt i en maskinel proces får et produkt, der er bæredygtigt, som fjerner skidt og bakterier, og som samtidig kan spare tid i rengøringen. Det vil være en stor succes, hvis miljø og økonomi på den måde kan kombineres. Jeg er spændt på at se resultaterne af afprøvningerne på de udvalgte institutioner og områder og på, hvordan det fungerer for medarbejderne at bruge produktet," siger Lars Møller i en pressemeddelelse.

Naturlig proces

Direktør for Food Diagnostics Tonny Nielsen forklarer, at ECA-vand både kan rengøre og desinficere i én proces og dermed potentielt spare kommunen for en arbejdsgang.

”Vi er samtidig stolte, at produktet er fuldt nedbrydeligt, og at der ikke er belastende kemi i produktionen af rengøringsmidlet, ingen transport, ingen emballage, ingen udledning af miljøbelastende stoffer og afskaffelse af emballage”, noterer Tonny Nielsen.

Miljø-perspektivet tiltaler også formand for Børne- og Ungdomsudvalget Mads Nikolajsen (SF).

”Der er tale om et miljørigtigt projekt med to bæredygtige råvarer: Vand og salt. Produktionen af ECA-vand kan foregå på stedet. Rengøringspersonalet, skoler og daginstitutioner og dagplejere får samtidig et produkt, som er nemt at håndtere og bruge," konstaterer Mads Nikolajsen.

Hjælp til corona

Både Lars Møller og Mads Nikolajsen ser perspektiver i den nuværende situation, hvor corona har sat øget fokus på rengøring og desinfektion af overflader for virus og bakterier.

ECA-vandet hos Food Diagnostics er som et af de eneste desinfektionsmidler på markedet testet direkte mod Covid-19.

ECA-testprojektet kører i et år og gennemføres fra 1. november 2020 til 1. november 2021.

I første omgang skal systemet testes i daginstitutioner, områder på plejecentre og botilbud samt i busser og andre køretøjer.