Lokale Humdakin sætter ind på nyt kinesisk eventyr
Trige-virksomheden har haft vokseværk siden starten for fire år siden
Erhverv På trods af et corona-presset marked har den moderne husholdningsvirksomhed Humdakin i Trige sat sejlene for et nyt eventyr. Den blot fire år gamle virksomhed går nu ind på det asiatiske marked efter et succesfuldt forår.
Bag firmaet står Camilla Schram, der fortæller, at en solrig marts-dag blev startskuddet til et nyt eventyr for hende og Humdakin.
Mail fra Shanghai
"En mail fra Shanghai tikkede ind i indbakken med interesse om at føre Humdakin ind på det kinesiske marked," fortæller Camilla Schram i en pressemeddelelse.
Og mailen blev starten på flere måneders hårdt arbejde, som til november resulterer i messen CIIE i Shanghai, og Humdakin er dermed blevet en distributør rigere i deres team.
"Humdakin har vokset meget i de fire år, vi har været til, men det har været på de nærmeste markeder. Derfor er det et kæmpe skridt for Humdakin at træde ind på det kinesiske marked," fortsætter Camilla Schram om udvidelsen.
"Vi oplever stor interesse for de nordisk-inspirerede og bæredygtige rengøringsmidler fra de asiatiske forbrugere, og derfor forventer vi også, at det bliver en stor succes, som vi glæder os til at se frugten af."
Indtil frugten kan høstes af forarbejdet, kan Humdakin fejre, at omsætningen under corona er fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år.
gs