Fortsæt til indhold

Der blæser lune vinde for Filmefterskolen i Ebeltoft

Bestyrelsen bag planerne om en film-efterskole i Ebeltoft er langt fremme mod målet, og politikerne bakker op

Samfund
Anette Bonde

unge Planerne om en filmefterskole i Ebeltoft er langt fremme, siden bestyrelsen blev nedsat for to år siden. Drømme og mål er nedfældet i en grundigt beskrevet forretningsplan, og fra politisk hold bakker man op, blandt andet med bevillinger til forarbejdet.

Borgmester Ole Bollesen er meget positiv overfor tanken, og det samme er det øvrige byråd, fortæller han.

"En filmefterskole i Ebeltoft ligger fuldstændig i tråd med Filmhøjskolen. Den vil kunne spille sammen med denne og være fødekæde til filmhøjskolen."

Han noterer, at der i Ebeltoft er et meget kreativt miljø.

"Og da en af vore skoler snart bliver til overs, har vi også noget at tilbyde filmefterskolen."

Der er tale om Skelhøjeskolen, som vil stå tom i 2022. Overtagelsen er dog ikke fastlagt og besluttet endnu, men der er en tæt dialog mellem bestyrelsen fra filmefterskolen og kommunen. Ole Bollesen kan ikke love økonomisk støtte til skolen.

"Men at man kan få en skole i byen til billige penge, er jo også en slags hjælp."

Støtte fra DDF

Mandag i denne uge fik bestyrelsen for filmefterskolen også et pust af medvind fra Det danske Filminstitut, nemlig 45.000 i støtte til udvikling af filmundervisningen. Ganske vist er det et mindre beløb i forhold til det store budget, men det luner godt alligevel.

"Vi skal i gang med at beskrive fag, projekter og det filmmiljø, vi gerne vil have på skolen. Og vi skal i gang med at prøve nogle ideer af i praksis med unge fra målgruppen. Men, lige nu, er vi først og fremmest glade for, at Det dansk filminstitut kan se potentialet i vores projekt. og har valgt at støtte vores arbejde," siger Eva Klinting, formand for bestyrelsen.

Bedste film-efterskole

Planen er, ifølge Eva Klinting og bestyrelsesmedlemmerne Malene Graves Elmer og Daniel Berg Saroori at lave den bedste film-efterskole i Danmark, og samtidigt den eneste, der satser så intensivt på film.

"Vi vil være et kulturelt fyrtårn på filmens område, sådan som Klejtrup Musikefterskole, Orkesterskolen i Holstebro og Mellerup Efterskole allerede er det på musikkens område."

Da der så viste sig en mulighed for fysiske rammer på Skelhøjeskolen, tog ideen fart. Beliggenheden matcher også planerne perfekt, idet efterskolen kommer til at ligge i nærheden af Den europæiske Filmhøjskole og Ebeltoft Skole.

"Det er en fin beliggenhed, idet efterskolen bliver en synlig del af en levende unge-campus omkring udearealerne, som mange lokale unge jo allerede fylder med aktiviteter i forvejen."

Mangel på filmfolk

I branchen forlyder det, at der bliver bud efter filmfolk i fremtiden. I øjeblikket er der efterspørgsel både på nordiske film og tv i udlandet, fortæller Eva Klinting med henvisning til meldinger fra efterskolens Advisory Board. Der bliver specielt brug for folk i produktionen, det vil sige lys, lyd, klippere, runnere, fotografer etc., men også manuskriptforfattere.

"I samarbejde med filmbranchen kan vi være med til at gøde det vækstlag, som gør, at vi kan uddanne kreative filmfolk i Danmark."

Uddannelse til fremtiden

I øjeblikket arbejder bestyrelsen på at udfærdige en definition af skolens film-profil. Ud over selve film-indholdet, er visionerne også at uddanne de unge til fremtiden

"Vi laver først og fremmest efterskole for unge, og vores mål er at fremme de unges udvikling som mennesker. Vi vil gerne give dem mulighed for at tilegne sig en stemme, der kan blive hørt. Vi synes, det er vigtigt at få fortalt historier fra alle samfundets hjørner. Det vil sige land og by, piger og drenge, forskellige sociale lag etc. Digital dannelse kommer også til at fylde en del." siger Malene Graves Elmer.

Det helt store bjerg venter dog stadig forude, nemlig finansiering af projektet. I øjeblikket arbejder bestyrelsen på at finde fonde. Beregninger siger, at alene ombygning af Skelhøjeskolen kommer til at stå i cirka 20 mio. kroner.

"Vi er i fuld gang med søge fonde og skabe et fundament for skolens økonomi, og det bliver een af bestyrelsens største opgaver i 2021," siger Daniel Berg Saroori.