Fortsæt til indhold

"Vi vil hæve skatten"

Skatten skal hæves og velfærden løftes, lyder SF's valgoplæg

Samfund
Arkiv

Med et år til kommunalvalget er SF godt i gang med at sætte holdet til valgkampen.

Aarhus' tredjestørste parti har valgt otte kandidater - og forventer at have fundet i alt 30, når partiet skal forsøge at øge vælgertilslutningen.

Hidtil er det tre mænd og fem kvinder, som skal føre an i valgkampen, lyder det i en pressemeddelelse.

"Vi har sammensat et kandidatfelt med stor viden inden for SF's kerneområder: børn, socialområdet, miljø, klima og ældre. Jeg glæder mig over, at vores hold består af både erfarne og friske kræfter, og at vi geografisk dækker hele kommunen fra Skødstrup i nord over Midtbyen til Mårslet i syd og Hasselager i vest," siger politisk leder og rådmand Thomas Medom.

Også overskriften for SF's valgkamp er klar. Skatten skal sættes op, så man kan finansiere en bedre velfærd.

"Aarhus er en by og kommune, vi kan være stolte af. Men der er også steder, hvor vi skal gøre det bedre. Kommunens ansatte skal have ordentlig tid til at udføre deres arbejde. Vores børn skal have flere veluddannede voksne omkring sig i skoler og daginstitutioner. Og vi skal have adgang til ren luft og grønne områder," siger Medom og anerkender, at den slags koster penge.

"Vi er en af de kommuner i Danmark, der bruger absolut færrest midler på velfærd. Kun få andre kommuner bruger færre penge per indbygger på velfærd end Aarhus. Det er ikke godt nok! Vi vil hæve skatten og investere pengene i vores fælles velfærd."

I januar vælger SF-medlemmerne kandidaternes rækkefølge på listen i en urafstemning.

dp