KNEBELBRO Det til tider omdiskuterede projekt, Byens Blå Torv, i Knebelbro skal være et nyt, blåt kultur- og aktivitetscentrum, som både skal komme områdets beboere og gæster til gavn.
Idéen får nu en økonomisk håndsrækning på 1 mio. kr. fra Realdanias Underværker-kampagne.
Med Underværker-kampagnen har Realdania i flere år målrettet støttet frivillige projekter i det byggede miljø, og nu er endnu en ansøgningsrunde afsluttet, hvor ildsjæle kunne søge om støtte til at gøre deres projektdrømme til virkelighed. I alt er 18 projekter udvalgt fra hele landet - og heraf altså også projektet i Knebel.
De 18 underværker støttes samlet med 14 mio. kr.
I alt valgte 82 ildsjælegrupper at byde ind med deres projektidéer. De 18 projektidéer er udvalgt med hjælp fra et eksternt bedømmelsesudvalg. For projekter, der ikke nåede at byde ind i denne omgang, åbnes for en ny ansøgningsmulighed til foråret 2021.